Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Melges 24-VM: Hestbæk på 12. plads efter tre sejladser

Maskineriet kørte som smurt i letvindsolie i dag, hvor 95 både fik tre sejladser på resultattavlen. Michael Hestbæk hænger godt med i toppen. Se 12 minutters højdepunkter.

Af Mick Anderson |

SEJLSPORT: I morges så vejrudsigten fremragende ud - for alle, som ikke er sejlere og skal bruge vind til at fylde sejlene. Men for en af de bedste danske deltagere ved VM for Melges 24, betød den lette luft store udfordringer på kapsejladsbanen.

Følg stævnet live her hver dag

- Det er svært at sejle kapsejlads i så stort et felt, hvor startlinien er over 1300 meter lang. Vælger man forkert side af starten, er man håbløst bagud, fortæller skipper Michael Hestbæk, som med OL- og America’s Cup-erfaring er en af Danmarks absolut mest talentfulde sejlere.

Mangler fri luft

Og starterne voldte i dag Hestbæk og sin besætning store problemer.

- Vi fik startet i den rigtige ende af linien i alle tre sejladser, men vi fik aldrig kæmpet os til fri vind. Og så er det altså svært at lave topplaceringer, når der er så mange både i feltet, at man hele tiden sejler gennem brugt og turbulent luft, forklarer han.

Ligesom de andre 94 besætninger fra 18 nationer, smurte han fra morgenstunden et ekstra lag solcreme på næsen og smed en ekstra vanddunk i sejlertasken vel vidende, at det blev en lang dag i solen.

- Jeg sejler normalt i mindre felter, hvor der er mere plads til at kæmpe sig til fri luft, men det er fantastisk syn at se så mange både og spilere omkring sig på den første lænser. Men fordi vi er så mange, betyder det også, at alle valg har konsekvenser, siger Michael Hestbæk, som i dag fik tingene til at fungere på trods af dårlige starter.

Hårdt for psyken

Med en serie på 10-32-17 sejler han og sine besætningsmedlemmer sig ind på en 12. plads i stævnet, der fortsætter til søndag.

- Dagen i dag har været hård psykisk, fordi man bliver straffet så hårdt for at lave selv meget små fejl. I morgen bliver også en dag med let luft, og vi ser frem til at give den gas, når vinden frisker senere på ugen, fortæller dagens bedste dansker ud af de 18 både med DEN i sejlet.

Dagens bedste sejlere kommer fra Tjekkiet og skipper Martin Trcka kan med en serie på 2-9-5 konstatere, at de er både hurtige og konstant med fremme i feltet, der er spækket med topsejlere fra hele verden. De bliver skarpt forfulgt at en schweizer - Christopher Rast - og tre italienske både.

Sejladserne fortsætter til og med søndag, hvor den nye verdensmester bliver hyldet ved den ceremoni på havnen i Middelfart, hvor Match Racing Danmark som arrangør og mere end 100 frivillige får hele arrangementet til at spille.

Stilling efter tre sejladser:

1. Martin Trcka, CZE, 16 point
2. Christopher Rast, SUI, 27 point
3. Carlo Fraccasoli, ITA, 31 point
12. Michael Hestbæk, DEN, 59 point
17. Jesper Bendix, DEN, 75 point
20. Allan Hansen, DEN, 79 point

Se resultatlisten

Foto: Mick Anderson/sailingpix

Foto: Mick Anderson/sailingpix

Michael Hestbæk er på en foreløbig 12. plads. Om bord er også Morten Halkier, den danske Melges 24-importør. Foto: Mick Anderson/sailingpix

Om Melges 24 VM

Fra den 30. juni til den 12. juli 2015 afvikles 2 x sejlsports-VM i Middelfart i hhv. Melges 24 og kvinde-matchrace.

Værten ved de 2 x VM er Match Racing Denmark, der på vegne af sejlklubberne i Middelfart, Vejle, Horsens, Fredericia og Kolding samarbejder med Dansk Melges 24 Klub, International Melges 24 Class Association, Dansk Sejlunion, ISAF (den internationale sejlunion), WIMRA (Women’s International Match Racing Series) samt ikke mindst Middelfart Kommune, Udvikling Fyn, Sport Event Denmark, Trekantområdet og Destination Lillebælt, der er partnere på mesterskaberne.

content-loader
content-loader
content-loader