Danmark Rundt Solo: Christiansø til Gedser – læs dagbog
Etapen fra Christiansø til Gedser Havn er på ca. 140 sømil, og vinden er svag. Men i forhold til kuling i Kattegat, er Erik Venøbo godt tilfreds.
Erik Venøbo og Lipstick startede fra Christiansø kl. 4 søndag morgen. Vind har der ikke været meget af, til gengæld har det regnet. Indtil nu har denne etape taget næsten halvandet døgn.
Fra Eriks dagbog:
Mandag Kl. 7.44, Rügen tværs.
– Kæft den er sej og langsommelig denne etape. Der er hhv. meget lidt vind og ingen vind. Jeg har taget spileren ned. Der har i nat været nogle meget kraftige regnbyger, virkelig meget vand, føj. Jeg vil ikke tage chancen for, at der kommer vind med, i sådan en vandballon.
– For en time siden fik jeg det største chok, jeg har fået længe. Jeg havde lagt mig på ryggen i cockpittet for at hvile ryggen, og få sovet mine 10 min. intervaller. Der har ikke været et skib i skib i flere timer, så det var nu chancen var der, for en lille lur.
– Så begyndte det at regne, virkelig regne. Jeg kan ikke lige huske, at have oplevet sådan et vandskyl. Nå, jeg trak bare hætten helt ned over hovedet, lavede en ekstra hætte af en indkøbspose, alt med en tanke om, at så ku' det bare regne som det ville, det skulle ikke forstyrre mig.
Voldeligt overfald
– Jeg må have blundet lidt, for det føltes som om nogen havde angrebet mig, samtidig med, der var en eller anden farlig hvæsende lyd. Jeg sprang simpelt hen op, og klar til at slå igen … Min redningsvest havde udløst sig i slagregnen, og jeg følte mig faktisk lidt dum. Havde nogen set mig stå der og svinge med armene i cockpittet havde de grinet godt. Men godt jeg har flere veste om bord.
– Det går bare langsomt det her, men måske meget godt med tanke på min venstre arm som er temmelig øm. Jeg har klart overbelastet den på de hårde krydsben, så det er nok fint, at at det går stille og roligt. Dog træls at være mand og gå og småklynke lidt, og ingen til at høre på det og få lidt medlidenhed, jo jo.
Kl.16.00 går det stille og roligt med ca. 4 knob frem mod Gedser. Humøret er fint, og Erik fik en eftermiddagslur på næsten en time. Hvis vinden ikke øger, er han i havn ved 22-23-tiden.
Følg Erik Venøbo på TracTrac.
630 sømil er der Danmark Rundt Inshore.