Gå til hoved-indhold
Soto 40 holdet blev taget imod stævneleder Poul Erik Nielsen efter 21 timer og 28 minutter i Palby Fyn Cup. Foto: Bogense SejlklubKapsejlads
Soto 40 holdet blev taget imod stævneleder Poul Erik Nielsen efter 21 timer og 28 minutter i Palby Fyn Cup. Foto: Bogense Sejlklub

Radichs analyse efter line honors i Palby Fyn Cup

Prof-sejler Jesper Radich, der var strateg og træner på den tyske Soto 40, der var første kølbåd over stregen rundt om Fyn, fortæller om store kontra små både i sejladsen.

Af Troels Lykke |

Efter et vel overstået Palby Fyn Cup, er det interessant at se lidt på resultaterne. Der er ingen tvivl om, at 2016 var de hurtige bådes Fyn Rundt, med de 6 øverste både i DH, alle fra sidste og hurtigste startgruppe, skriver Radich på sin hjemmeside.

Først dernæst kom “the usual suspects”, med især ScanKap 99erne, som altid markerer sig ved meget imponerende overaltresultater. Se overaltplacering efter DH (Soto 40 sejlede kun efter ORC-regel)

Nogle væsentlige faktorer for hvordan det overordnede resultat tegner sig imellem hurtige/store kontra små/langsomme både, er naturligvis vind og strøm forhold.

Dels selvfølgelig styrke og retning, men lige så vigtigt, også timing imellem de forskellige faser af hhv lettere vind (vindstille) og kraftigere vind, set i forhold til hvornår de enkelte både har mødt andre udfordringer rundt på ruten.

Hurtigere gennem Svendborg Sund ift. Landmark 43

Et godt eksempel herpå var fx hvordan vi på Sportsfreund sejlede igennem Svendborg Sund med fin aftenbrise på 58 min, hvor Landmark 43 “Min IDE H” der ligger ret tæt med os rent fartmæssigt, ankom blot 21 min efter os, men brugte hele 1t43min på at komme igennem Svendborg Sund.

En anelse ændret timing imellem vinddrop og strømmens styrke kunne have ændret det billede drastisk.

Via arrangørernes website er der faktisk adgang til at se individuelle tider, for hver af 11 segmenter, som tidstagningen er blevet opdelt i. Her kan man nørde løs i tidstagning imellem samtlige både, hele banen rundt. Herlig service fra TracTrac!!

Men rigtigt interessant synes jeg det er, at vinderne i hhv DH og ORC var deciderede sportsbåde, som er karakteriseret ved masser af sejl, minimalt med vægt og stort fartpotentiale.

Og jeg kan garantere alle for, at det virkelig er super godt for sejladsen som helhed, at udviklingen og ikke mindst handikapreglerne har gjort denne kategori af både til top performere.

For sejlads i sportsbåde er bare sjovere. Der er god action for alle ombord, stort fart potentiale, mindre load på trimlinerne (lige på nær backstaget) og masser af taktiske tangenter at spille på, når manøvrer er “billige” at lave og der er gode gevinster at hente rent fartmæssigt ved at fange selv mindre vindstriber og vindskift.

Soto 40 løftede Palby Fyn Cup. Den skal nu sejle ORC i København, også med Radich som strateg og træner. Foto: Troels Lykke

Flere Melges 32ere og Soto til Danmark

Jeg lyder henrykt – og det er jeg virkelig også. Landets første Melges 32 team har lige vundet sæsonen største langdistance kapsejlads i DH. Perfekt. Nu skal vi bare have nogle flere Melges 32 til Danmark – jeg kan love at der er nogle attraktive både på markedet for tiden, til en pris som ikke var mulig for 4-5 år siden.

Eller måske endda nogle Soto 40 til DK? – selvom det kræver et lidt dybere greb ned i pengepungen.

For jeg var selv taktiker på et af feltets store sportsbåd, nemlig den tyske Soto 40 “Sportsfreund”, der normalt er beliggende i Kiel, og hvilken herlig båd at sejle. Og så vi klarede sørme at vinde ORC overalt. (Jeg undersøgte faktisk muligheden for at omregne vores ORC præmietid til DH, men det var ikke lige-til, selvom begge handikapsystemer baserer sig på VPP – altså fysisk opmåling af bådene.

Så vores indbyrdes resultat over for Melges 32 teamet “Challenger”, som jeg kender rigtigt godt, må stå hen i den uvisse…)

Anyway – jeg har arbejdet med team Sportsfreund i de seneste 3 år. Vi begyndte sammen i 2014, hvor vi lagde ud med en satsning frem imod ORC VM i Kiel 2014.

Men dengang var det i en regulært modstykke til en sportsbåd, nemlig en X-332. Den var godt nok af model “sport”, men helt ærligt så var det vist mere af navn end af gavn – og den tog ikke mange aftener med evaluering og opmærksomhed omkring væskebalance, før vi gavn den tilnavnet “Rundstykket”. Hvilket meget godt beskriver dens overordnede geometri og fartpotentiale…

Men både ejeren af Sportsfreund og resten af teamet fik dog mod på mere efter Kiel 2014, hvor vi blev bedste tyske besætning med en 6. plads blandt de 60+ både i gruppe C.

Og så var X-332’ren en helt fin platform at få coachet hele teamet igennem alle de grundlæggende elementer af sejladsen, herunder optimering af manøvrer, setup i alle vindstyrker, starttaktik, banesejlads osv. Det er et projekt som her på år 3 slet ikke er færdigt endnu, men bevæger sig støt fremad.

Klar til ORC-VM i København

Men efter mange, lange overvejelser faldt valgt i vinteren 2014/15 på Soto40, og en ny satsning frem imod ORC VM i København 2016. Jeg skal være ærlig at sige, at valget på netop Soto40 nok blev gjort med mest hjertet (som banker for sportsbåde) og mindre med hjernen.

Historisk set har Soto 40 nemlig haft det rigtigt svært i ORC sammenhæng. Men de både som har deltaget har alle været sat op som klasse-både, da Soto40 klassen var på vippen til at få kritisk masse omkring 2010 i Middelhavet. 

Og en sportsbåd skulle det altså være – efter lidt for mange timer i et “Rundstykke” med 5,7 kn…

Vores projekt på Sportsfreund er derfor at forsøge, med rimelige midler, at optimere vores Soto 40 så den performer bedre under ORC, ved at bruge de mulige handikap-genveje som designere og eksperter kan finde til os, fx justering af vægt, balance, sejlareal osv.

Derfor var vores gode resultat i den forgangne weekend faktisk rigtigt motiverende for os. Vi håber der er mere på vej…

Over and out

Jesper

Jesper Radich fra Helsingør var overrasket over hvor mange, der sejler Palby Fyn Cup. I år skal han igen også være taktiker på 100 fods Y3K på Sardinien. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader