Bøje: Køb af båd – fornuft eller forelskelse?

40.000 læsere har set på artiklerne om en sejlbåd fra 1913, der skulle skrottes. Det er rekord for en artikel på minbaad.dk. 

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor netop denne artikel er blevet så populær.

Hvad kan vi lære heraf mht. at skrive noget, som læserne ønsker? Og hvad kan man lære heraf mht., hvad der sker hos sejlsportsinteresserede i dag? Der er jo selvfølgelig ikke tale om, at alle læserne har haft samme motiver – det ville jo være vanvittigt, men spekulere må vi. 

En første forklaring kunne være, at artiklerne (af redaktør-Troels) er meget velskrevne. Ikke mindst titlerne…”Båd fra 1913 skæres over i dag - vil du have hende? [min kursivering, BL]. Det appellerer direkte til læseren og til medlidenheden; en smuk kvinde, der skal skæres op. 

Det er næsten, som var det en sød kattekilling eller hvalp, der skal skæres op, så blodet springer.

I den anden titel sprøjter blodet også potentielt, idet det nu hedder, at båden (ikke) ”saves” op. Kædesavsmassakren er undgået. Med en lille drejning er det ikke kvinden, vi vil frelse, men et ”sejlklenodie”, som den tidligere ejer kalder den. I begge drejninger tror jeg, at der er noget om denne forklaring. 

En anden forklaring kunne være, at man som læser ser muligheden af at få en sejlbåd gratis, ja GRATIS. Det har altid virket i salgsannoncer etc. Jeg tror også, at der er noget om denne forklaring. 

En tredje forklaring kunne være, at det fortæller om, hvor meget undertrykt sejllyst, der faktisk er hos læserne. Måske har mange af vore læsere faktisk ikke en båd, men drømmer om det.

Pengene er bare ikke altid til det. Drømmen betyder dog, at de er villige til at committe sig på stedet. 

Læser man de mange kommentarer går det igen, at mange siger ja på stedet, uden at have set båden: ”den vil jeg gerne overtage”, ”den vil jeg også gerne have”, ”ja tak, meget gerne”, en kvinde spørger direkte ”skal den hentes i dag? ”, en anden skriver: ”min kæreste ville elske at gøre den klar – en drøm, der kunne gå i opfyldelse. ” 

Det er jo nogle fantastiske svar, når man – fra en kedelig og kølig vurdering – må regne med, at man ikke alene får en gratis båd, men en bunke besvær og udgifter, før båden er i vandet.

Og alligevel næppe kan sælge den bagefter. Og her er der ikke, som ved impulskøb i tøjforretninger, tale om at have f.eks. 1000 kroner på spil, men mange, mange tusinder.

Denne villighed til at springe ud i sine drømme er det, jeg vil gå videre med her. Hvordan opfører man sig, når man køber båd? Hvordan ”bør” man – i hvert fald efter nogles mening - opføre sig?

Hvem vil ikke beskytte en lille, sød killing - eller en båd?

Groft sagt kan man skelne mellem to ”skoler” inden for beslutningsteorien (her er for en gangs skyld noget, jeg ved lidt om). Den ene er det, man kan kalde den ”rationelle model”, man kunne også sige ”fornuftsmodellen”: Man gør sig klart, hvad ens mål med bådkøbet er – tur, kapsejlads, singlehanded eller med familien, kystsejlads eller verdensomsejling etc. etc. Samt selvfølgelig hvad man har af penge. 

Derefter søger man efter både, på nettet og i virkeligheden. Mange både, undersøger dem. Måler deres egenskaber op imod målene. Og stræber efter at få det hele med. Ikke blot købe den første og bedste båd ud fra en artikel. 

Der er meget kritik af denne skole: Det kan være meget godt alt sammen. Hvordan ved man f.eks. om ens mål er kloge. Det er først, når man har sejlet længe og har haft flere både, at man med lidt klogskab kan udtale sig om, hvad man har brug for.

Og man kan jo aldrig få undersøgt nok. Rejse nok rundt for at se på både, undersøge deres egenskaber (og mangler, ikke mindst ved brugte både). Man dør, før man finder den rigtige båd.

Modellen forudsætter uendelig tid og mængder af is i maven. Derfor kan man også sige, at det er overdreven reklame at kalde denne skole for den ”rationelle skole” eller ”fornuftsskolen”. 

Lad mig bare indrømme, at jeg ikke hører til denne forsigtighedsskole, som man også kan kalde den - hverken når det gælder køb af båd, valg af karriere, ”valg” af hustru og partner. 

Hvad er så det modsatte af den ”fornuftsskolen”? Her er mange muligheder, som jeg vil lade ligge.

En radikal modpol er i hvert fald ”forelskelsesmodellen”, der optræder, når der er drømme på spil. Hvis man har fået ind i hovedet, at denne kvinde er den eneste, så falder alt det med undersøgelse til jorden (uheldigt måske, men sådan er det). 

Hvis man med sejlads forbinder drømmen om friheden, sejle over havene, pludselig få mening i livet, så er det sandsynligt, at man også let kan forelske sig i en bestemt båd uden at vide, hvor meget råd, der er i den. Det er ikke det, det handler om.

En gammel digter, Sophus Clausen (1865-1931), har skrevet et kendt digt om sin oplevelse på Skanderborg Station. Digteren sidder i toget, tror jeg, og ser på perronen en smuk ung pige med nøddebrune og kokette øjne; hun minder ham om de sorgløse ungdomsår. 

Jeg tænker, læseren også kender en sådan pludselig forelskelse – man ser pludselig, at med den pige (eller båd) ved sin side, vil livet igen være det rene og smukke. Man kan folde et helt lykkeligt liv ud fra en øjenkontakt. 

Metoden kan selvfølgelig føre til de frygteligste ting; både, hvad angår kærester og materielle ting. Hans Riisberg fra Esbjerg Maskinmesterskole mm. skriver i en kommentar til den første 1913-båd artikel: 

”…når et skib iføres ligskjorte i form af glasfiber er den langt fra bevaringsværdig; hold jer langt væk fra det; hvis en træbåd er utæt, er det værste, man kan gøre at støbe glasfiber, og det koster kassen at komme af med på kommunekemi, da det er, hvad man skal, når der blandes træ og glasfiber, sikkert derfor de giver den væk.” 

Her er uden tvivl en erfaren mand med den nødvendige is i maven, men når man er forelsket, så virker sådanne råd sjældent. De kommer nærmest på tværs. Derfor tager forelskelses-typerne heller ikke rådgivere med til bådbesigtigelse, for de ødelægger det kun med al deres jordnære fornuft. Jeg kan huske, hvordan jeg ved huskøb nærmest har undgået at læse tilstandsrapporten – game spoiler.

For resten mener jeg, at det med beslutninger om at købe både (fornuftskolen ctr. forelskelsesskolen) også har med at gøre, hvordan man opfører sig som bådejer, når man har købt sin båd. Her på minbaad.dk har vi haft diskussionen mellem dem, der f.eks. anser singlehandsejlads som uforsvarlig, man overholder ikke vagtbekendtgørelsen, og dem, der synes, at spændingen, udfordringen, kærligheden etc. er det afgørende.

Hvad er så min konklusion? Den er, at forelskelsesmetoden og god og ikke skal rakkes ned. Mht. både vil jeg nok synes, at med mindre man absolut vil have en træbåd, så er der nok bedre handler at gøre med de tidlige glasfiberbåde. 

Glasfiber har vist sig meget mere holdbart, end man troede. De tidlige glasfiberbåde blev ofte lavet overdimensioneret, fordi man var usikker på metoden. Se bare, hvordan man kan finde en Vega til 16.000 kr. eller andre billige både. 

Aldrig har brugte både været så billige. Aldrig har det været så let og billigt at få en bådplads. Måske skal vi forelskelsesvillige øve os en smule mht. is i maven, så vi kan klare at se på mere end én båd og ikke ønsker os at få den i dag og samtidig kan tåle at høre en ”gammel” eksperts skeptiske vurdering af båden.

Alligevel tror jeg på kærlighedsmodellen. Uden kærlighed, drømme og spontan entusiasme bliver store planer og satsninger sjældent til noget. Kun via lidt overmod. Jeg tror, at der er et drømme-behov blandt vore læsere. Nogle af jer vil gerne i gang med at sejle. Go for it!