Fördewoche i september: Sejl alt fra J/70 til Swan
En uge spækket med kapsejlads er på programmet i Flensborg 9.-17. september. Her sejles bl.a. dansk/tysk mesterskab for X-79.
Med blot 15 kilometers kørsel fra grænsen er der ikke mange undskyldninger for at droppe Fördewoche i Flensborg 9. til 17. september. Her er et udpluk af ugens mange arrangerede kapsejladser:
J/80 og X-79 fra 9.-11. september.
For J/80erne gælder det German Open, mens X-79erne sejler dansk/tysk mesterskab. Sidste år deltog i alt 11 X-79ere, hvor der var dansk på de to første podiepladser. I dette løb sejles op til otte sejladser på Flensborg Inderfjord.
Express fra 9.-11. september.
Expresserne sejler ligeledes på Flensborg Inderfjord, men må dog nøjes med op til seks sejladser. Udover kapsejlads vil der 10. september være fællesspisning for alle Express-sejlerne til 16 euro for voksne, mens de unge kan nøjes med at lægge otte.
J/70 og Int. 806 fra 10.-11. september
De to klasser sejler på en 4-6 sømil lang op-/ned-bane. Her er mulighed for op til seks sejladser, hvor den dårligste kan trækkes fra, hvis fire sejladser skydes i gang. Indtil videre er otte Int. 806ere tilmeldt, hvoraf halvdelen er danske.
Holder I til i Sejlsportsligaens 1. division er dette samtidig en god mulighed for at finpudse detaljerne inden fjerde og sidste ligastævne i Skovshoved. Desværre sejler Ligaens 2. division deres sidste stævne netop denne weekend.
Swan Cup fra 15.-17. september
Flensburger Swan Cup består af tre sejladser; Hanseboot Cup (15.9), Maschinenbau Anthon-Cup (16.9) og Flensburger Pilsener-Cup (17.9). Her vil blive sejlet efter ORC. 15. september inviteres sejlerne til Opening-Dinner, hvor der serveres mad samt to øl/drinks.