Malene: Det var synd for mig

Der var masser af medlidenhed at hente fra familie og venner, da jeg satte kursen mod havnen forleden morgen. Et par møder var blevet aflyst, så jeg havde, med lidt god vilje, fået en fridag forærende. Den besluttede jeg mig selvfølgelig for at bruge på havnen.

Kom til at tage på sejltur

Selvom båden kom på land for en uge siden, var der nogle småting, der trængte til at blive ordnet. Vi var kommet til at tage ud og sejle med en god ven, der har sin båd i vandet hele året, i stedet.

Hvis der skulle være udsigt til, at den kommende weekend kunne byde på andet end bådsysler, var det fornuftigt at sætte kursen mod havnen. 

Min mand havde bilen den dag. Det er småt med offentlig transport til havnen, og da de fleste af vores penge går til båden, er der ikke flere biler at vælge mellem hjemme hos os.

Der var altså ikke andet for end at finde cyklen og den gode tålmodighed frem. Heldigvis blæste det ikke så meget, men der var udsigt til heldagsregn. Jeg hoppede i sejlertøjet og satte kursen mod havnen.

Jeg kan mærke det

Faktisk var det ikke så slemt. Regnvejret lød værre i radioen, end det føltes, da jeg kom ud på den anden side ad ruden. Mens jeg sad og trådte i pedalerne, tænkte jeg på alle de lækkerier, jeg ville kunne tillade mig at smovse i, når jeg kom hjem igen.

Turen, der bortset fra et lidt kedeligt stykke landevej er ret hyggelig, gik bedre end forventet. 

Da jeg kom ned på havnen, var jeg i godt humør. Det havde været dejligt at være ude, og der var som altid en hyggelig stemning. Selvom jeg bedre kan lide udsigten til bådene, der vugger i det spejlblanke vand på en smuk sommerdag, end de mange tomme pladser mellem pælene på en gråvejrsdag. 

For de kan altså noget, de havne. Jeg ved ikke helt, hvad det er. Men jeg kan mærke det hver gang, jeg nærmer mig vandet, og især når jeg går en tur på broerne. Mine tanker bliver klarere, jeg bliver lettere om hjertet og får nemmere ved at overskue hverdagens udfordringer.  

Sejlturene sidder i træværket

Der var også dejligt nede i kahytten. Selvom jeg savnede hynderne, der er gået i hi under sengen og bag sofaen. Bundpladerne var pillet ud flere steder, der var koldt, og det regnede ind der, hvor det plejer, fordi vi ikke har fået lagt presenningen på endnu. Men alligevel var det altså bare hyggeligt. 

Selvfølgelig endte det med, at jeg kom til at bruge lidt længere tid på båden end planlagt. Selv om jeg knoklede, for det gjorde jeg altså. Men jeg tillod også mig selv at nyde stemningen og alle minderne. Det var som om, sæsonens mange ture stadig sad i træværket. 

I skuffer og skabe fik jeg små hilsner fra de steder, vi havde besøgt i løbet af sommeren. Kvitteringer fra havnekontorer og bagerforretninger, en kapsel og en ispind, der heldigvis ikke var blevet ryddet op. De mange små ting der dukkede op og i løbet af et sekund satte mig tilbage i tiden. 

Tidsplanen skred igen

Udsigten fra dækket bød på gråt og vådt, ligesom vejrudsigten havde varslet ved morgenkaffen. Men alligevel måtte jeg lige gå en runde og se, om alt var, som det skulle være. Det er langt fra første gang, at tidsplanen er røget ombord på det gode skib. 

Dengang min familie og jeg sejlede på langfart, var vi på et tidspunkt nødt til at blive i en fantastisk bugt omkring dobbelt så længe som planlagt. Det var dengang fordi, vi lige skulle være sikre på, at alt var ok under kølen. 

Noget vi ret beset godt kunne have undersøgt i løbet af en halv time. Men vi blev ved med at udskyde det, havde nogle dejlige dage i bugten og sejlede først videre, da vi var ved at løbe tør for ferskvand.

Det var synd for alle andre

Alt var som det skulle være. Og da jeg ikke kunne trække den længere, begyndte jeg at pakke sammen. Klog af skade, eller som et udslag af min store selvindsigt, havde jeg ladet være med at tage hverken madpakke eller kaffe med på havnen. 

Maven rumlede, og der var et par mails, jeg burde få svaret på. Med et stort smil på læberne cyklede jeg hjemad igen. Regnen var blevet kraftigere, men det gjorde ikke noget. 

Det var synd for mig, da jeg satte kursen mod havnen. Det var synd for alle, der ikke havde været der, da jeg satte kursen hjem igen.

God vinter

Malene 

Udsigten bød på gråt og vådt. Foto: Malene Wilken

Der er tomt mellem pælene. Foto: Malene Wilken

 

<iframe width="600" height="423" src="https://www.youtube.com/embed/AqAAbjkUIik" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>

Malene Wilken er foredragsholder og forfatter til bøgerne "Skibet er ladet med eventyr" og "Sluserne åbner for nye eventyr". Læs mere på www.malenewilken.dk og www.aefnityr.dk.