Gå til hoved-indhold
For anker i Stuart lige ved den offentlige bro, hvor også politiet aflagde et visit. Foto: Signe StorrTur
For anker i Stuart lige ved den offentlige bro, hvor også politiet aflagde et visit. Foto: Signe Storr

Signe: Besynderligt besøg fra politiet

Tilsyneladende uden grund bliver Signe og Henrik vækket af politiet i Stuart, hvor de ligger for anker ved indsejlingen til offentlig bro.

Af Signe Storr, Indiantown |

Efter et par dage for anker i Stuart og en enkelt overnatning ved St. Lucie Lock er vi nu ankommet til Indiantown Marina ved Lake Okeechobee, (Lake okey-dokey som min mor kaldte søen, da jeg talte med hende forleden dag). Turen til Indiantown har vi nu taget tre gange, men denne gang var første gang, vi har fået besøg af politiet. 

Vi var ellers lige så glade for, at vi hos U.S. Border Protection havde fået at vide, at vi var i good standing, men en morgen i Stuart blev vi vækket af politiet. Vi havde lagt os for anker lige ved indsejlingen til en offentlig bro helt tæt på byen og lige uden for den lokale marinas bøje-område, men vi kunne ikke se, at vi gjorde noget forkert. Og det gjorde vi tilsyneladende heller ikke. 

Først spurgte politiet os, hvor længe vi havde tænkt os at blive, hvor vi lå. Jeg svarede, at vi ville tage videre samme dag. Det var åbenbart fint. Derefter spurgte de, om vi ville komme tilbage til Stuart. Jeg svarede, at det ville vi sandsynligvis, da vi var på vej til Indiantown og ville efterlade båden der. Herefter svarede de: ”OK, see you then! We’ll be here,” hvorefter de forlod os igen. Et lidt besynderligt besøg, syntes vi.

100 kajakker holder cruisere væk 

Selvom vi umiddelbart syntes, at det var fine forhold at blive budt velkommen af det lokale politi, så tiltænker vi politiets besøg en kommende lovændring i Florida, som forbyder både at ligge for anker udvalgte steder. Lovforslaget er startet i Miami, hvor enkelte boligejere har været meget utilfredse med, at både har ligget for anker neden for deres swimmingpools. 

Sidst jeg læste om det, var ændringen vedtaget og manglede kun at blive underskrevet af Guvernøren, hvilket sandsynligvis er sket i mellemtiden. Cruiserne er dog bekymrede nu, da de frygter, at det er starten på enden for at ligge for anker mange steder i Florida. 

Det er dog sandsynligvis ikke cruiserne, man har villet ramme (på nær en enkelt boligejer i Miami, der nu har lagt 100 kajakker for anker foran sit hus for at undgå, at der kommer cruisere forbi), men de, der bor på deres både eller ligger fast et sted i månedsvis. Der er kun et enkelt af de steder, hvor vi har ligget for anker i år, hvor det ikke længere er muligt at være, så ind til videre er skaden heldigvis begrænset. 

Palm Beach som belønning

Nu venter der os et par dages oprydning og rengøring i Indiantown. Forrige gang vi forlod båden, tog vi en masse ting fra båden med hjem, og det er planen igen i år. Vi bliver hele tiden klogere på, hvad vi har brug for, og hvad vi ikke har, og det generelle billede er, at vi ikke har brug for særlig meget! 

Vi har allerede booket to ekstra tasker, så igen i år ser det ud som om, vi skal rejse med 100 kg bagage! Men det er også nødvendigt at luge ud på båden, for næste år har vi brug for en hel del plads til vores proviantering. Inden vi går i gang med arbejdet, har Henrik dog lovet mig en tur på Palm Beach. Selvom jeg efterhånden også synes, at det er fornøjeligt at sejle med, så sørger jeg alligevel for at blive belønnet for det!

Signe 

Igen i St. Lucie Lock. Foto: Signe Storr

I Okeechobee Waterway. Foto: Signe Storr

Capibara i Indiantown. Foto: Signe Storr
content-loader
content-loader
content-loader