Gilleleje Cup med konkurrence og hyggelig fest
11. juni afholdes Gilleleje Cup for sjette gang. Mulighed for deltagelse med DH samt for turbåde uden målerbrev.
Af Sara Sulkjær |
Gilleleje Sejlklub slår endnu engang dørene op for distancekapsejlads for kølbåde med start og mål ud for Gilleleje Havn 11. juni.
- Gilleleje Cup er en kapsejlads, der lægger vægt på konkurrence kombineret med en hyggelig fest for sejlerne og deres familier efter sejladsen, forklarer klubben i en pressemeddelelse.
Både DH-målerbrev og turbåde
Cup’en er åben for kølbåde med DH-målerbrev samt for turbåde uden målerbrev. Sejladsen er en distancesejlads på ca. 22 sm, som sejles med omvendt start.
Den hurtigste båd efter DH vinder sin skippers vægt i rødvin, anden og tredje pladsen er henholdsvis skippers vægt i guldøl og pilsnere. Der vil endvidere være præmier til deltagende både i turfeltet samt lodtrækningspræmier fra sponsorerer.
Tilmelding foretages via Gilleleje Sejlklubs hjemmeside og er gældende, når klubben har modtaget betaling for tilmeldingsgebyret på 500 kroner.
Klubhuset åbnes kl. 07:00 med morgenbrød. Der afholdes skippermøde kl. 08.00, og første båd (langsomste) starter kl. 09.00. Mållinjen lukker kl. 17.00 og sidst men ikke mindst afsluttes det hele med en stor festmiddag kl.19.00 for sejlere og deres familier.