Ny Flexofold Composite er immun overfor krybestrøm
Ny 2-bladet Flexofold Composite propel er nomineret til fornem DAME AWARD-pris i Amsterdam i næste uge. Læs om den danske propel her.
Lystbåde er efterhånden udstyret med alverdens elektrisk udstyr og har brug for opladning via landstrøm i marinaen – som bestemt ikke altid lever op til gældende standarder, det fortæller Keld Willberg, salgs- og marketingchef fra Flexofold i Egtved.
Han fortæller videre til minbaad.dk:
- Der er derfor en stigende risiko for at der opstår krybestrøm grundet elektrisk fejlinstallation på båden eller i forbindelsen med landstrøm på ens liggeplads eller i den marina man besøger. Denne krybestrøm kan på relativ kort tid forårsage skader på båden – og ofte er det sejldrevet eller propellen som angribes, da de har bedst elektrisk forbindelse med vandet, men Flexofold Composite er ikke strømførende og således også immun overfor krybestrøm/elektrolyse, siger Keld Willberg.
Forskel på galvanisk korrosion og elektrolyse
Han understreger at det er vigtigt at skelne mellem naturlig galvanisk korrosion og elektrolyse.
- Den meget svage, men naturligt opståede spænding mellem to metaller (galvanisk korrosion), kan som bekendt elimineres ved hjælp af en anode (ofte zink) som er lavere i spændingsrækken end det metal/emne man ønsker at beskytte. I forhold til den langt stærkere krybestrøm (elektrolyse) har anoder ingen effekt, forklarer Keld Willberg.
Flexofold er nomineret til en DAME Award i næste uge på Mets i Amsterdam, hvor de professionelle i markedet mødes og handler.
Testet grundigt før nominering
Om nomineringen siger Keld Willberg.
- Vi er naturligvis glade for nomineringen til DAME Award og betragter det som en fin anerkendelse af vores udviklingsarbejde, kvalitet og specialistviden indenfor foldepropeller. Og mon ikke nomineringen hjælper med til at sprede budskabet om den nye generation af foldepropeller endnu hurtigere?
Om den nye propel siger han.
- Før officiel lancering af Flexofold Composite propellen, har den været testet gennem flere sæsoner af udvalgte danske testsejlere og der er allerede flere værfter, herunder Elan Yachts, som nu anvender Flexofold Composite som standardpropel.