Gå til hoved-indhold
Grisene i Staniel Cay er vant til at få mad fra de besøgende cruisere. Her hygger Signe sig. Foto: Henrik HansenTur
Grisene i Staniel Cay er vant til at få mad fra de besøgende cruisere. Her hygger Signe sig. Foto: Henrik Hansen

Signe i cruiser-by med poker, yoga og vandgymnastik

I Bahamas og andre steder i Caribien, er der små cruiser-byer, og vi er nu sejlet til det mest populære samlingssted for cruisere i Exumas; George Town. Læs også om svømmende grise.

Af Signe Storr, Caribien |

Hver vinter ligger her i George Town hundredevis af både, og de fleste ligger her i flere måneder, inden de sejler retur.

Henrik og jeg har stor fornøjelse med at lytte ind på VHF radioen, hvor de fastliggende kalder hinanden og laver aftaler om cruiser-yoga, cruiser-vandgymnastik, cruiser-poker, cruiser-bibelstudier og cruiser-volleyball. En sejler sejlede forbi os en dag for at spørge Henrik, om han ville med ind og se kvinde-volleyball på stranden.

Henrik spurgte, om han da skulle ind og se unge piger i bikini? Nah, de fleste var jo nok over 60. Henrik mente så, at han havde andre ting at se til.

Svømmende grise

George Town ligger i det sydlige Exumas, og på vej hertil stoppede vi ved et af de andre cruiser-samlingssteder i Exumas, Staniel Cay, for at se de svømmende grise.

Grisene holder til på stranden, men svømmer én i møde, når man ankommer i gummibåden, i forventningen om en snack.

Man skal dog være lidt hurtigt ude med sine godbider, for de mister ret hurtig interessen for en, hvis de tror, man er gratist, og kun kommer for at kigge. Men selvom de ser søde ud, skal man åbenbart alligevel passe lidt på.

En ung pige sagde til en af de større grise, da vi var der: ”Ih, du er bare så sød!”, hvorefter den gryntede lidt vredt. ”Åh, måske ikke!” Henrik var også ved at blive bidt i benet af en stor plettet gris, efter at han havde poseret ved siden af den til kameraet og klappet den. Det bryder grise sig åbenbart ikke om.

Grotte opkaldt efter 007-film 

Vi svømmede også i Thunderball Grotto, som ligger ved Staniel Cay. Grotten er opkaldt efter 007-filmen af samme navn med Sean Connery i hovedrollen, og nogle af scenerne er optaget i grotten. Så det betyder, at vi næsten har svømmet i det samme vand som Bond, James Bond!

Fra Staniel Cay til George Town sejlede vi på Atlanterhavssiden, så vi kunne prøve vores nye fiskeudstyr fra Nassau. Det anbefales kun at fiske på østsiden af øerne, da risikoen for at fiskene indeholder giftstoffet ciguatera er mindre der.

Ingen fangst trods seks liner i vandet

Jeg havde undladt at tage kød op af fryseren, da jeg regnede med, at vi skulle have et par aftener med fiskeretter, eftersom vi jo havde købt det bedste udstyr, som fiskene slet ikke kunne modstå.

Men det gik, som det plejer at gå: Vi fangede ikke en eneste fisk. Og det var selvom Henrik på et tidspunkt havde seks liner i vandet!

Nu har en ven givet Henrik tre døde fisk på hver deres krog, som ligger i køleskabet og venter på at blive smidt i vandet. Henrik er dog i tvivl om, hvorvidt det er bedre, at vi blot spiser de fisk, vi allerede har liggende, men de er ikke særlig appetitlige, så vi giver det en chance mere. Nu vil vi altså fange en fisk!

Signe

Strandbaren Chat ’n’ Chill er samlingspunktet for det meste cruiser-aktivitet ved George Town. Fotos: Signe Storr

Henrik hilser på en gris ved Staniel Cay, lige inden den napper efter ham.

På vej ind i Thunderball Grotto ved Staniel Cay.

Hvis vi ikke kan fange noget med denne fiskekrog…

content-loader
content-loader
content-loader