Signe i Miami: Gør vi noget helt forkert?

”Gør vi noget helt forkert?”, spurgte Henrik mig efter et par timers sejlads fra Marina Hemmingway. Vinden, som vi, ifølge vejrmeldingen, skulle have ind fra siden, havde vi ind forfra, og de lovede 7-8 m/s var i stedet 13-15 m/s. 

Desuden havde vi modstrøm der, hvor vi troede, at vi skulle have fanget Golfstrømmens 2- 3 knobs medstrøm. Samme morgen var der dog mange både, der havde forladt Marina Hemmingway, da et stormvejr var på vej, og de måtte vel have samme vejr? Eller var vi blevet til Æselet fra Peter Plys med en regnsky over bare vores hoveder? ”Godmorgen, Plysbjørn… hvis det da er en god morning… hvad jeg tvivler om.”

Som regel går det Æselet således, at hvis han endelig oplever lidt medgang, så bliver det hurtigt afløst af mere modgang, hvilket dog er forventeligt: ”Ja, ja, tænkte jeg det ikke nok. ” Vi fik også lov at få lidt medgang, inden det gik galt på ny: 

Efter 12 timers sejlads vendte vinden nemlig en anelse til vores fordel, og vi nåede langt om længe Golfstrømmens medstrøm. Vi var dog bange for, at vi ikke kunne nå helt op til Miami, inden stormen ville ramme, så vi søgte ind under land og lagde os for anker. Tidligt om morgenen rev vores anker sig dog løst for anden gang i denne sæson, og vi var på vej ind mod land!

Denne gang skete det heldigvis i det tidlige dagslys, og vi nåede at flytte os, inden det gik galt. Nabo-katamaranen var dog mindre heldig. De havde forladt båden for natten, og om morgenen lå den parkeret oppe på stranden. 

De var dog heldige, at den ikke var endt på revet i stedet, og da de kom retur fik de den trukket af stranden. Vi søgte om på den modsatte side af den ø, som vi lå ved, og da vinden aftog sejlede vi det sidste stykke op til Miami. 

Her kom vi frem lige inden mørkets frembrud. Få timer senere blæste det dog op, og vinden vendte. Så lå vi med bagenden lige ind mod en stensætning på land. Da begyndte det at blive lidt svært at holde humøret oppe. “Hvis begejstring er noget, der smitter, er jeg immun.”  (Citat Æselet)

Tilbage til rotterne 

Denne gang slap ankeret dog ikke, og tidligt næste morgen søgte vi tilbage i marinaen med de mange rotter, selvom det måske er at udfordre skæbnen. Henrik har lavet rotteværn ud af et par plastikflasker, så vi håber, at de besøger en af de andre både i stedet! 

Hvis vi får en rotte om bord også, så synker vi båden. Det må være meningen. Æselet: “Hvis du er langt nede, kan du gøre to ting: synke mere eller mindre dybt.”