Gå til hoved-indhold
Tur
Vi har kun haft gode oplevelser i Indiantown, og personalet er altid søde til at hjælpe. Foto: Signe Storr

Signe i Danmark igen: Stillehavet til januar

Signe har vinket farvel til Capibara, der igen står på land i Indiantown Marina. Signe Storr og Henrik Hansen er atter på land i Danmark. Stillehavet venter. Signe ser tilbage.

Af Signe Storr, Danmark |

Vi har rengjort hele båden, sorteret tingene i alle skabe, Henrik har renset udenbordsmotoren, vi har dækket vinduer og træ med presenning, og så har vi slæbt 100 kg med hjem.

Nu håber vi bare, at det bliver en orkanfri sommer, eller at de spændebånd, båden er spændt fast til jorden med, holder båden på plads.

Jeg har til dette indlæg forsøgt at se tilbage på vores tur, som i år har varet lige knap seks måneder.

I de seks måneder har vi ligget i en marina i alt 33 dage (den første uge i Indiantown, da vi ankom, en dag juleaften syd for Miami, to dage omkring nytårsaften i Key West, 14 dage i Hemmingway Marina ved Havana, tre dage i Nassau og her til sidst igen en uge i Indiantown).

Derudover har vi ligget i alt 10 dage ved en bøje i Key Biscayne syd for Miami. Sammenlagt har vi brugt ca. 1400 USD på at ligge i marina og for bøje, omkring 9000 kr. De to dage i Key West og en dag i Miami kostede i sig selv 350 USD.

Det er ikke danske priser! Vi har sejlet omtrent 1400 sømil på denne tur, og vores kortplotter siger, at vi har haft en gennemsnitsfart på 3,7 knob.

Men det er inklusiv, at vi tænder den, inden vi begynder at tage ankeret op, og først slukker den, når vi kommer frem.

Vi har heller ikke haft den tændt på mange af vores mindre ture i år, så vores gennemsnitsfart må være lidt højere. Vi har i år primært sejlet dagssejladser, hvilket jeg virkelig har nydt.

Vi har kun haft syv sejlture, hvor vi har sejlet over natten, og det har kun været en enkelt nat. Så vi har haft lidt af en skåne-tur i år, inden vi skal ud på de lange sejladser næste år.

Vi har på denne tur brugt omkring 415 liter diesel i alt. Omtrent 40 % af dieselen har vi brugt til at lade bådens batterier med, og de resterende 60 % har vi brugt til at sejle for motor samt havnemanøvrer og ankremanøvrer.

Vi bruger knap 2 liter i timen, når vi sejler, og 1 liter når vi kun lader.

Vores dieselforbrug kunne sagtens have været væsentlig mindre, hvis vi havde været mindre magelige i forhold til at bruge strøm, samt mere tålmodige når vi har sejlet i modvind, men med amerikanske dieselpriser til 4 kr. pr. liter, så er det ikke noget, der ødelægger ens budget.

De bedste sejloplevelser for mig i år har nok været at sejle i Exumas, mens den mest anderledes og interessante oplevelse i land var at besøge Cuba og især Havana.

Dry Tortugas vest for Key West var også en sjov oplevelse, på nær da vores anker trak midt om natten, mens det blæste mere end 25 m/s.

Men nu kan jeg de næste mange måneder sove trygt og godt om natten og ikke bekymre mig om, hvor meget det blæser, eller hvorfra det blæser. Det skal nu alligevel blive dejligt!

Vi ses igen til januar, hvor Henrik og jeg begiver os af sted på den tredje etape af vores sejler-eventyr: Stillehavet. Ind til da, god sejler-sommer til jer alle!

Signe

Vi har dækket vinduer og lakeret træværk til med camouflage-farvet presenning, så vi synes, at båden ser meget hip ud!

content-loader
content-loader
content-loader