Gå til hoved-indhold
Orkanen Matthew efterlod et kaos, da den passerede Grand Bahamas. "Står vores båd der stadig?"Kort Nyt
Orkanen Matthew efterlod et kaos, da den passerede Grand Bahamas. Foto: Henrik Uekermann

Signe: Vores båd står stadig men kaos på Bahamas

Orkanen Matthew medførte i oktober store ødelæggelser i Haiti og Bahamas og ramte også Florida, hvor vores båd står på land.

 

Af Signe Storr, Skanderborg |

Orkansæsonen i Caribien nærmer sig sin afslutning, og vi ånder lettet op, herhjemme fra Danmark.

Vores 30 fods båd, Capibara, har tilsyneladende overlevet endnu en sæson på land i Florida, selvom vi ellers nåede at blive rigtig nervøse i starten af oktober, da orkanen Matthew, efter at have medført store ødelæggelser i Haiti, bevægede sig mod Florida.

Matthew bevægede sig ikke hurtigt, kun med omtrent 20 km/t, så det gav os både god tid til at være nervøse samt at kommunikere med andre nervøse venner, hvis både også lå i nærheden.

Vi har bl.a. nogle canadiske venner, hvis båd lå på land i Ft. Pierce, der ligger ud til Floridas vestkyst, og de forventede ikke, at deres båd ville overleve.

Men endnu værre så det ud for vores danske venner i Sønderjylland, hvis båd lå i en marina på Grand Bahamas, som er forpagtet af deres danske ven. Orkanen havde kurs lige mod marinaen, og det så hjemmefra ud til, at det var dømt til at gå galt.

Ramte Bahamas om dagen, Florida om natten

Matthew ramte Bahamas i løbet af dagen og Florida om natten, men da vi stod op næste morgen, var det umuligt at finde ud af, hvad der var sket.

Vi skrev til hinanden: Har I hørt noget? Hvad er der sket med jeres båd? Men ingen vidste noget.

Vi ventede et par dage, før vi skrev til marinaen i Indiantown, for at spørge, om Capibara stadig stod oprejst?

Vi tænkte, at de nok havde travlt med at besvare e-mails og opkald fra bekymrede amerikanere, men selvom vi prøvede at sige til hinanden, at intet nyt nok var godt nyt, så var vi alligevel ikke helt rolige.

Dagen efter fik vi dette korte svar: ”Everything is fine, all boats are still standing.” Hvilken lettelse! Samme svar havde vores canadiske venner også fået, hvilket de mente, var nær noget af et mirakel.

Et mirakel så det dog også ud til, at vores danske venner havde brug for.

Den første mail, vi fik fra dem, lød som følger: ”Ja, det er temmelig katastrofalt. Det er ikke meget, jeg ved, og det jeg ved, er ikke særlig konkret. Der er ingen elektricitet, ingen internet og ingen mobilmaster, der står tilbage, så de er temmelig isolerede.

Både sunket på havnen

Informationerne vi har er via en satellittelefon, og oplysningerne er som følger:

Der er både, der er sunket i havnen. Intet om hvilke eller hvor mange. Der er ikke et træ eller palme, der står tilbage.

Der er store skader på bygninger, der alle står uden tag. Alt er kaos. Vi må væbne os med tålmodighed med hensyn til Artemis skæbne.”

Heldigvis viste det sig, at endnu et mirakel havde indfundet sig, og at Artemis havde overlevet orkanen. Artemis ejer, Henrik, fløj efterfølgende til Bahamas for at hjælpe sin ven med oprydningen i marinaen og for at tilse sin båds skæbne.

Fortøjningerne var blevet revet over, og glasset i solpanelet var blæst ud. Nede i båden flød køkkenting og tallerkner på gulvet.

En lokal vagt i marinaen havde søgt tilflugt i et hus tæt på Artemis, og han kunne fortælle, at en tornado var gået igennem marinaen under stormen. Det havde lydt som et damplokomotiv igennem stormens hylen.

60 fods katamaran løftet op

Vagten så en 60 fods katamaran blive løftet op i luften og sat ned oven på en fortøjningspæl tæt ved Artemis.

Tornadoen havde også fat i Artemis, og gentagende gange løftede den båden op i luften, men mistede hver gang grebet, hvorefter Artemis faldt tilbage i vandet.

Det forklarer rodet nedenunder, og at de fleste fortøjninger var revet over! Men ud over det, fik Artemis ikke en skramme.

Havde det været jul, havde det vist været et julemirakel! Nu krydser vi bare fingre for, at orkansæsonen for denne gang er helt slut!

Signe


Før og efterbilleder af Artemis før og efter orkanen på Grand Bahamas.  Foto: Henrik Uekermann

Efter orkanen. Tovværket var blevet revet over, vil den skarpe læser opdage.


Betonbroer er brækket over under orkanen. Foto: Henrik Uekermann


En stor katamaran er blevet løftet op i luften og smidt ned igen kun få meter fra Artemis. Foto Henrik Uekermann

Ifølge CNN slog orkanen over 300 mennesker ihjel på bl.a. Haiti og i USA

content-loader
content-loader
content-loader