Bøje: Havde kurs mod borerig - nu med video (7)

Havnefoged Kenny i Kirkwall forklarede mig, at man skulle forlade havnen 1-2 timer efter lavvande, hvis man skulle østover, som jeg skulle for at komme hjem til Danmark.

Jamen, hvorfor på det tidspunkt, så får man vel tidevandet imod, spurgte tidevandsbegynderen (jeg).

Jo, men det handler ikke om den lille modstrøm, man kan få i den 2-3 sømil dybe bugt, som Kirkwall ligger i, men hvad der sker, når man kommer ud i Stronsay Firth. Her ville Atlanterhavsstrømmen hjælpe mig østpå. Altså igen tidligt op. Lavvandet var ca. kl. 6.00 morgen. 

Det var tæt tåge. Absolut ingen vind. Men afsted alligevel med motor og ais som støtte. Heller ikke så meget trafik. Og ganske rigtigt, allerede på kanten til Stronsay Firth var der en medstrøm på 3-4 knob. Se billedet.

Præget af vindstille - næsten

Det meste af dagen var præget af vindstille eller næsten. Næste dag kom vinden langsomt op. Vejrudsigten havde lovet mig vind fra N og NØ, senere kraftigere fra V. Det sidste ville jo være agten for tværs, så det kan vel ikke være noget problem, tænkte jeg. Ja, man tænker så meget.

Som tidligere sagt er der fredeligt på Nordsøen, når vinden holder sig i grænser. Der er skibstrafik, nær kysterne en del fiskerbåde, men der er huller nok igennem. Det, der ser mere slemt ud, er de mange boreplatforme.

Det kan nærmest se ud som en slags forsvarsstillinger i Første Verdenskrig. Se kortet, der viser mig på hjemvejen.

Læg mærke til, at op ikke er nord. Nederst th. ses det nordøstlige hjørne af Skotland-fastlandet. De rigs, der dominerer her, er de engelske. Grænsen til Norge ligger øverst i billedet markeret med en slags ”tankspærringer”.

Men i praksis er det ikke slemt. Det er kun, når man zoomer meget ud, så man kan se dem alle, at de så synes at ligge tæt. På min optur til Skotland kom jeg dog for tæt på et af monstrene.

Jeg ville ramme borerig

Kaptajnen, eller hvad han hedder på en sådan fastsiddende ting, kaldte mig på kanal 16. Han var bekymret for, at jeg ville ramme ham. Jeg havde fulgt godt med i, hvor jeg var, og ville blot studere monsteret nærmere. Men om jeg ikke kunne dreje lidt mod vest? Joda. 

Man skal jo forestille sig, at han sidder der med sit superskib og ikke kan andet end tale i vhf med de forbisejlende.

Tingesten kan jo ikke flytte sig. Vi andre har dog ofte et ror, der virker. Ved de fleste rigs lå i øvrigt SAR-både, vel både hvis nogle falder ned fra riggen, men vel også til at fange løse sejlere som mig, hvis de ikke svarer på vhf.

Ellers havde jeg fred og ro på sejladsen indtil sidste dag og nat (nærmest som på opturen), hvor vinden friskede op.

Agten for tværs, næsten plat læns. Alle reb taget. Var vinden måske 13-15 m/s? Den var i hvert fald rigeligt for mig. Igen havde jeg bekymringer, om grejet ville holde. Det gjorde det dog, på nær nogle skader, jeg først opdagede senere. 

Bommede ufrivilligt

Jeg bommede ufrivilligt én gang, sandsynligvis pga. selvstyreren (bare skyd skylden på andre!), der kan blive forvirret, når der pludselig er et afbrud i vinden. Jeg var nødt til, mente jeg, at bomme tilbage, uden at jeg kunne moderere det ved at holde i skødet – det turde jeg ikke.

Det gik også, selvom det nok var ved disse manøvrer, at kicking-strappen brød løs, som jeg senere fandt ud af.

I øvrigt tog selvstyreren det godt i bølgerne. Når man ned i en bølgedal blev drejet tværs (skar op), reagerede den hurtigt. Men det tager selvfølgelig ret meget strøm, at den hele tiden skal korrigere så meget.

Jeg var glad for at se Thyborøn, selvom der var stærk pålandsvind. Ind igennem indsejlingen til kanalen (gik ej ind i Thyborøn havn).

Da jeg så en stor fiskekutter rulle voldsomt i indsejlingen, mens jeg med mine sejl lå meget mere roligt, kunne jeg se, hvordan en lille sejlbåd har sine fordele.

I morgensolen og dejligt fladt vand sejlede jeg i retning af Lemvig, der (til oplysning for københavnere og lignende fremmede) ligger på sydsiden.

Lemvig ligger i en vig, der sør’me hedder ”Lem Vig”. Her er en af de mange dejlige ankerbøjer, som Dansk Sejlunion har udlagt. Her sov jeg ud et par dage og besigtigede skaderne. 

Læs mere om nogle dage, når Bøje fortæller om de skader, han oplevede, og de erfaringer, han har gjort med grejet.

Her er vinden begyndt at friske op på hjemturen. Jeg synes nu, også her, at bølgerne ser mindre ud på billeder, end de føltes i virkeligheden. Min trofaste autopilot i forgrunden. Foto: Bøje Larsen

Her forlader jeg Kirkwall-området. Byen ligger forneden til højre, uden for billedet. 7,4 knob gør jeg i en kombination af Atlanterhavsstrøm nedenfra og fra venstre og motor. Jeg sejler 112 grader, nord er til venstre og nedad.

Spærrefronten af boreplatforme. Jeg kommer fra Skotland, hvis nordøstlige fastland ses forneden til højre.