Bøjes Skotlandstur: Holdt selvstyrer og blokke mv.? (8)

Lad os tage de direkte nedbrud først. Ingen af dem forhindrede mig dog i at sejle videre, bl.a. fordi de først viste sig, da jeg lå for anker ved Lemvig på vej hjem mod Gjøl (ved Aalborg).

1. Fastgørelsen af kickingstrappen på bommen blev hevet itu. Se billedet længere nede. Den er temmelig klein til opgaven, men jeg havde foreløbig ladet den være. Den helst store ulykke kunne et brud her ikke forårsage. Jeg har en flerskåren talje og haler den tillige hjem over et spil. Der er ikke nogen skødeskinne til storsejlet.

Jeg lærte tidligt i min sejlkarriere, hvor stor betydning et nogenlunde fladt storsejl (lille twist) har på læns. Undtagelsen er meget let vejr eller meget hårdt, hvor man vil lukke vind ud af sejlet. De fleste sejler med for meget twist og for tæt halet storsejl. Der kan let være 1-2 knob fart i det. Men grejet skal jo så være til det.

2. Ligeledes for anker ved Lemvig så jeg, at noget af fastgørelsen af rullen til rullegenuaen var knækket (ligger henad dækket på billedet). Der er her to stænger, fladjern, der sørger for, at der kun kan rulles ved hjælp af rullen.

Hvis begge var knækkede, ville genuaen sandsynligvis rulle sig ud ufrivilligt. Det ville være alvorligt eller i hvert fald meget ubehageligt. Selve forstaget står dog uberørt i den situation. Jeg ved ikke, hvornår skaden er sket, og hvor længe jeg har sejlet med kun den ene fastholdelsesstang.

3. Da jeg skulle starte fra Lemvig, viste det sig endelig, at vekselstrømsgeneratoren ikke virkede. Det havde den gjort under turen. Det var klart, at den var gammel og svagelig, men den ventede med at dø, indtil jeg var i læ i Limfjorden. Meget heroisk. 

Mens de to førstnævnte reparationer var lette, så var dette bøvlet. Jeg måtte sejle en lang dagsejlads til Gjøl uden generatoren. Godt at prøve at holde hus med strømmen. Det gik. Solskin.

Efter råd fra min gamle bro-nabo Bjarne i Hundige afmonterede jeg den og kørte den til en autoelektriker i Aalborg for at måle, om den virkede, eller noget andet var galt i båden. Den var død. Men sør’me om man ikke kunne bestille en ny tilsvarende – producent det franske firma Valeo. Den blev leveret dagen efter. 

Nu begyndte mine problemer imidlertid, for selvom jeg kunne montere den og ledningerne som på den gamle, så ladede den ikke. Jeg tog til Aalborg igen og få den nye målt, men den var ok.

Jeg havde ikke formået at ødelægge den med kreative ledningsforbindelser. Men hvad så? Jeg er ikke autoelektriker eller mekaniker, men til sidst gik det op for mig, at plusledningen fra generatoren til batteriet ikke var forbundet.

På båden gik den gennem et gammelt system for at fordele strømmen til to batterier, og dette system var af en eller anden grund nu problemet. Men da jeg nu fordeler strømmen gennem en drejekontakt, kunne jeg simpelthen springe det over. Voila.

Det virkede. Jeg var meget stolt --- og jeg har sejlet en længere tur med det nye set up. Det viste sig så yderligere, at den nye generator, selvom den formelt skulle levere lige så meget strøm (amps) som den gamle, gav meget mere strøm fra sig. Herligt.

4. Det sidste problem var ikke et pludseligt nedbrud. Det angår selvstyreren. Jeg har to Raymarine selvstyrere til rorpinden – en ældre, der fulgt med båden, ST1000+, og en nyere, jeg købte i år med fjernbetjening, ST2000+.

Begge skal monteres i båden i en messingbøsning, så selve selvstyreren sidder vandret i forhold til rorpinden. Det tjener til Raymarines ros, at den nye umiddelbart kunne placeres i den bøsning og i det el-stik, som den gamle havde.

Ofte ser man bøsningen placeret på cockpitkarmen. Det anbefales da, at den fastgøres med epoxymasse og evt. noget glasfiber til styrkelse. Sådan kunne det ikke gøres på LM27eren. De forrige ejere har derfor lavet et beslag i rustfrit stål, hvori bøsningen kan sættes. Det er i udgangspunktet ok, nogenlunde stabilt. 

Men når man sejler længe, rokker selvstyreren i bøsningen. Den bruger simpelthen energi på rokke bøsningen løs og forstørre hullet. Energi, der går fra batteriet og som ikke bruges til det, den skal, nemlig dreje roret. Undervejs på opturen gjorde jeg derfor to ting: Jeg forkortede den rustfri pind, der går ned i bøsningen, så den har sværere at rokke, fordi den har mindre ”arm”.

Savning af rustfrit stål til søs er en opgave i sig selv. Jeg forsøgte også med lim og andet at fastholde bøsningen, uden stort held. Først til hjemturen brugte jeg 2-komponent lim, der i hvert fald overlevede turen. Hvor længe det holder, ved jeg ikke. Og stålbeslaget er begyndt at rokke lidt.

Så vidt de egentlige skader. De er dog beskedne. Sidste år, der var mit første år med båden, havde jeg flere, som læsere, der har fulgt mine blogs, véd. På min første tur stoppede motoren ud for Stevns i god vind.

Jeg prøvede at genstarte, pumpe etc., men måtte hjem for sejl alene og øve mig i kunsten at sejle i havn for sejl i LM27. Problemet viste sig at være vand eller skidt i dieselen.

Bro-nabo Finn hjalp mig med at forstå det og rense det. Næste kedelige hændelse var, da jeg i Øresund, på vej til Norge, tabte genuaen, fordi en sjækel ved faldet foroven ikke var skruet stramt nok i eller brød ned. Endelig gik jeg efter Norges-turen på grund i Limfjorden og mistede roret og ødelagde skruen. Så alt i alt går det fremad. 

Lad mig til sidst nævnte noget, der holdt, og det var dog det meste. Motoren havde det godt, ikke ét ufrivilligt stop. Båden tog ikke vand ind, det gjorde den sidste år, før Mathis Værft reparerede stævnrøret mm. Ingen problemer med søventiler, selvom jeg kigger nervøst til dem. Riggen og sejlene havde det godt, men det forbavsede mig, hvad det gamle storsejl kunne tåle. Seapilot/iPad - no problem.

De to selvstyrere, jeg har nævnt, fungerede fremragende. Kun ved ind- og udsejling af havne, ved broer, i snævre strømbefængte render, må man håndstyre, for dér er de for langsomme. I øvrigt er forskellen mellem dem, at den lille (ST1000+) er langsommere i reaktionerne og kan trække mindre i roret end den store.

I manualen står, at de bruger omtrent den samme strøm, men jeg synes nu, at den store bruger mere, fordi den er mere aktiv. Især i sø reagerer ST2000+ på udmærket måde på disse, når man skal ned ad bakken med dem i nakken, men det koster også mere strøm.

Begge har indbygget kompas, hvor man kan vælge kurs. Begge kan også kobles til en gps o. lign. og følge et track – og det går vældig fint. Jeg har sejlet dage langt med det. 

Lad mig tilføje, at for at selvstyrerne virker godt, skal båden være trimmet rigtigt. Hvis den hele tiden kræver, at man trækker i roret for at få den til at sejle lige, så har selvstyreren et problem. Så skal storsejlet slækkes. Sørg for, at der kun er få kræfter på roret, så har selvstyreren det bedst.

Et lille tip

Et lille tip: Jeg købte ST2000+, fordi den markedsførtes sammen med fjernbetjeningen, der gør, at man ikke hele tiden skal hen agten til selvstyreren fra sin beskyttede siddeplads, når man vil ændre lidt i kursen. Den fungerer fremragende.

Man kan også tage den med i kahytten med samt sin kortplotter (inkl. ais). Senere fandt jeg ud af, at fjernbetjeningen kan købes separat og også kan virke med ST1000+. Jeg kunne selvfølgelig have spurgt, men havde ikke fantasien til det. Men disse produkter kan jeg kun anbefale. 

*Tilføjelse* Jeg glemte i første omgang at fortælle, at fjernbetjeningen ikke blot fungerer, når man tager den ud af kassen. Der skal forbindes en ekstra enhed til selvstyrerens stik. Denne enhed, ca. så stor som en pakke cigaretter, følger med købet. Det er forklaret i manualen, hvordan den skal forbindes, men det tog mig pæn tid at finde ud af ledningsgangen. Fjernstyreren er forbundeet via SeaTalk (Raymarines eget system).

Til sidst noget om strøm. Jeg har i år installeret et solarpanel på toppen af overbygningen. Så vidt jeg husker 72 mW. Dvs. maksimal 72 W strøm på en god solskinsdag, hvor solen skinner lige på panelet. Det skulle give 6 ampere.

Men jeg måler kun omkring 3-4 ampere i praksis og i gråvejr kun ca. 1-2. Forbruget, hvis vi skærer det ned til det vigtigste – selvstyreren – er omkring 2 ampere, når den trækker, hvilket sker i korte hug.

I fladt vand kan båden sejle i længere tid (f.eks. 10 sek.), uden at selvstyreren griber ind. Men fladt vand er der ikke meget af i Nordsøen, så den er mere aktiv. I gråvejr og sø bruger den altså mere end solarpanelet henter hjem (og det er i øvrigt nul om natten).

Når så hertil kommer strøm til navigationsudstyr (plotter, ais, vhf, lys om natten), strammer det til. Når man så yderligere som jeg har en dieselvarmer og et køleskab, som man gerne vil have kørende (men de kan selvfølgelig undværes, og de har ikke kørt permanent), så er der brug for at starte motoren sommetider for at lade batterierne. Og så er man jo afhængig af sin generator jfr. ovenfor.