Malene: Vi troede, vi sejlede mod en øde ø (2)

Det gode skib, Vindö 40’eren Æfnitýr, er sejlet på sommerferie. Kursen er sat mod Østersøen, der, siden besætningen vendte hjem efter to år i Middelhavet, har været den mest populære destination. Der er nok at se, og selvom ferierne er noget kortere end dengang, den lille familie stævnede ud på langfart, går der ikke lang tid, før de finder den gamle rytme ombord. Malene Wilken blogger fra sommertogtet: 

”Der ligger en ø der hedder Utklippan, skal vi ikke sejle derhen”? Spørger skipper glad en dag, han sidder og kigger i bogen Landsort – Skanör, der blandt andet beskriver det område af Østersøenm vi sejler i. 

Ut-hvaffor-noget? Mine tanker går i retning af Skidden-klippen, den ø, der bliver beskrevet i bogen Og til min nevø Albert efterlader jeg den ø, som jeg vandt fra Fatty Hagan i poker.

 ”Prøv at se her” smiler Skipper glad og viser mig et billede af en samling klipper. Det ligner det billede, jeg har dannet mig af Skidenklippen. Ikke ligefrem et sted man har lyst til at besøge i sommerferien. Skidenklippen består af et par klippesten og en måge. Utklippan ligner en udvidet udgave. Hurra for en sommerferiedestination tænker storbypigen tørt. Du kan glemme det.

Selv samme pige befinder sig på selvsamme ø nogle år senere. Altså Utklippan. Skipper har nemlig, siden vi for første gang satte os for at udforske den svenske skærgård, talt varmt om den lille samling klipper, der ligger i den østlige del af Hanöbugten. Mellem klipperne har der siden 1940 været en lille havn, hvor fiskerne kunne søge ly. 

Utklippan er i dag et naturreservat, der ikke byder på meget andet end læ. Der står godt nok, at der er en café, men på billedet ser det ikke ud af meget. Et fyr og nogle bygninger, hvor fyrpasseren boede indtil 1972, hvor fyret blev automatiseret. Utklippan ligger ret afsides, når man kommer fra Danmark. Det tager lang tid at komme derud, og det meste af turen kan man ikke se land. Det er klart, at vi må derud.

Den dag, vi sætter kursen mod øen med ingenting, er det bagende varmt. På et tidspunkt laver vi et badestop, så besætningen kan blive kølet af. Det hjælper på humøret, selvom børnene tager det pænt. De synes, der er lidt lang tid til, at GPS’en fortæller, at vi er fremme ved destinationen. Men de er vant til at sejle langt. 

For nogle år siden brugte vi lidt over to år på at sejle til Middelhavet – retur, så de ved, at nogle dage er der ikke andet at gøre end at finde tålmodigheden frem. De tykke bøger og UNO-kortene bliver fundet, og før vi ser os om, har vi fyrtårnet på Utklippan i sigte. Det bliver spændende at se, hvad der er derinde. 

Vi forventer at finde en ø i stil med den fra bogen, men vi tager fejl. Da vi kommer nærmere, kan vi se et hav af master. Skipperne kigger på hinanden. Ingen af os har så meget som overvejet, at der kunne være fyldt op i havnen på Utklippan. 

Nærmeste havn ligger mindst et par timers sejlads væk, og ingen af os har lyst til at sejle videre. Heldigvis er der plads til os, selvom den er godt pakket. Hele vejen rundt langs kajerne ligger 2-3 både uden på hinanden. På en bakke sidder folk og nyder solnedgangen over Østersøen. 

Vi fortøjer det gode skib til en finsk båd og siger, at det er ok, de skal sejle kl. 6.30 næste morgen. Faktisk har vi ikke noget valg. Pladsen er trang i den lille havn. Finnernes ferie er ved at være slut, så de skal tidligt afsted. Det skal de fleste både i havnen, finder vi ud af næste morgen. 

Men vi er stadig i den gode ende af vores ferie, så vi har god tid og bliver en dag mere. Selvom der er noget mindre øde, er her spændende. Om formiddagen er havnen mere eller mindre øde, så der er frit valg ved alle kajpladserne. Vi finder en god plads og tager på opdagelse. 

Øerne er overskuelige. De byder på masser af måger, nogle sjældne tudser og et par sæler. Mellem klipperne vokser der blomster, og på den ene ø står nogle tomme huse. Der er ikke så meget andet. Ferskvand og el finder vi aldrig. Toiletterne er nogle gule huse med hjerter i døren. Der er hverken træk eller slip, men til gengæld en god udsigt. 

Caféen er lukket, da vi kommer, men her er hyggeligt. Børnene bader fra klipperne, hvor de jublende hopper ned i det klare dybe vand. Ikke langt fra Utklippan ligger dybderne på den gode side ad 50 meter. 

Dagen går sin gang, mens vi svømmer rundt mellem øerne, hvor man kan se, hvordan isen har formet klipperne. Om eftermiddagen er havnen ved at være proppet igen. Både fra hele verden finder vej til Utklippan. Den lille ø der nærmest var øde – om ikke andet i vores tanker - inden vi kom herud, bliver igen pakket med glade sejlere, der nyder den smukke solnedgang og den lune sommervind.

Sejlerhilsen

Malene

Ude i horisonten et sted ligger øen. Foto: Malene Wilken

På vejen laver vi et badestop. Foto: Malene Wilken

Der er forbavsende mange master i havnen på den ø, vi troede var øde. Foto: Malene Wilken

Solnedgang på Utklippan. Foto: Malene Wilken

Solen går ned i Østersøen. Foto: Malene Wilken

Høj sol over Utklippan. Foto: Malene Wilken

Læs den første blog fra familien Wilkens sommertogt her.