Malene: Når planen går i vasken

ENDELIG kom dagen hvor vi skulle stævne ud på årets første rigtige tur. Bilen blev pakket med det mest nødvendige – og lidt til. Heldigvis var der også plads til besætningen, der kunne anes under bjergene af dyner, puder, madvarer og alt det andet, vi ikke lige havde nået at få i båden, mens vi gjorde den klar til årets sæson.

Kursen var sat mod Ebeltoft, hvor vi skulle til langturssejlertræf. Det er en tradition, der nogle gange kan være lidt svær at holde liv i. Faktisk er det endnu ikke lykkedes os at få tid og vejrudsigter til at gå op i en højere enhed, siden vi for nogle år siden kom hjem fra vores første langtur.

Vejrudsigten så desværre heller ikke for god ud i år – bortset fra fredag, hvor vindretningen dog kunne være bedre, men alligevel så det ud til at blive både hyggeligt og overkommeligt.

Samtidig var der dog udsigt til, at det lavtryk, der lå og lurede, ville give os noget af en udfordring, når vi skulle stikke snuden hjemad igen. Men, men… Vi blev enige om at se, om ikke vejret ville arte sig. Vejrudsigter har det jo med at skifte, og hvis vi nu var rigtig heldige, kunne det være, at den for én gangs skyld ville skifte til noget, vi kunne bruge.

Fredag efter arbejde stævnede vi ud ad havnen i Holbæk. Solen skinnede fra en klar sommerhimmel. Alle de ting, der før var proppet i bilen, fandt deres plads på båden, mens sejlene blev sat, og solcremen smurt på. Minimatroserne, Marie på 9 og Sebastian på 12, fandt også ’deres’ pladser på båden. De har sejlet stort set hele livet og finder hurtigt deres yndlingssteder, når familien stævner ud.

Vores båd har været på land hele sidste sæson, fordi vi skulle have repareret dækket. Et par gange var vi heldige at låne en båd, så vi kunne mærke bølgeskvulp under kølen, men mange sejlture var det ikke blevet til, siden vi lagde det gode skib på land for lidt for længe siden.

Vi var klar, meget klar. Det vil sige; vi kunne godt have været mere klar, for selvom vi havde knoklet for at blive færdige inden årets første tur, var vi bagefter med nogle småting. Men heldigvis ikke flere end at vi kunne få dem fikset, mens vi sejlede ud ad fjorden.

Ud mod horisonten gik det. Minimatroserne sejlede båden, mens skipper ordnede de sidste småting, og skipperinden riggede aftensmaden til. Snart bredte duften af svensk pølseret sig over båden, der vuggede let til lyden af bølgernes brusen under boven. Fuldkommen fantastisk! Humøret var højt, og vi begyndte at tro på, at det måske ville lykkes os at nå vores destination.

Da vi nærmede os Hundested-renden blev vi enige om at starte motoren og trække en frisk vejrudsigt, mens vi sejlede gennem renden. Bare for en sikkerheds skyld. Vi vidste jo godt, at det kunne blive en udfordring at komme hjem, og selvom der går en færge, ville vi helst hjem i egen båd.

Første udfordring kom fra motorrummet, hvor en højlydt hvinen indikerede, at kileremmen gerne ville skiftes. Efter et hurtigt kig i motorrummet var meldingen fra skipperen, der også er mekaniker, at den godt kunne køre lidt endnu. Det var forsvarligt at begive sig ud i renden. Pyha, det lettede! Skipperinden var faktisk ikke i humør til at blive bremset nu, vi var så godt på vej. 

GPS’en lovede, at vi ville være fremme i fornuftig tid, og der var udsigt til en smuk sejltur under stjernerne – ingen grund til at lave om på det!

Med tilbageholdt åndedræt trak vi en frisk vejrudsigt, der desværre viste, hvad vi havde frygtet – eller skal vi sige, den var blevet lidt værre, end vi havde frygtet. Vi vidste, at der var udsigt til hård vind fra nord, men at den skulle blive til tre dages kuling, havde vi ikke regnet med. ØV! 

Hele besætningen var klar til det træf. Men. Vi blev ret hurtigt enige om, at der ikke var nogen grund til at sejle ud i en vejrudsigt med alt for meget vind til vores lille båd. Vi sendte en misundelig tanke til de både, der skal bruge mere vind for at sejle, og ændrede kurs.

Minimatroserne vågnede, da vi kastede anker i en lille idyllisk bugt i fjorden. De er vandt til at sejle langt og lægger sig som regel tidligt til at sove, når kursen er sat på natsejlads. De tog nyheden om vores ændrede planer pænt. Der blev tændt op i petroleumslampen, og én begyndte at lave varm kakao. Hyggen bredte sig på det lille skib, og vi begyndte at lægge planer for pinsen, der nu bød på helt andre muligheder. Vi blev hurtigt enige om at sejle tilbage til Holbæk, hvor der i pinsen var HavneKulturFestival. 

Næste morgen havde vi god tid. Det er noget af det, jeg savner mest fra vores langtur til Middelhavet (2009 – 2011). På turen havde vi god tid til at sove længe og starte langsomt. Der var tid til at nyde udsigten i den smukke bugt. Skipper kunne nyde sin morgenkaffe på dækket, inden resten af besætningen så småt kom ud af fjerene. 

Som det så ofte er tilfældet, når vi er ude at sejle, fik vi tid til at være sammen på en anderledes, nærværende måde. Selvom der hele tiden er noget at lave på en båd som vores, er der også god tid til at få snakket om det, man ikke lige når til hverdag og til at få gjort nogle af de ting, man sjældent under sig selv. 

De fleste kender nok til fornemmelsen af aldrig helt at have tid nok, så udsigten til tre dage, der ikke var pakket til bristepunktet, var noget af en gave.

Der var medvind og høj sol på turen tilbage gennem fjorden, og på båden talte vi om hvilke oplevelser, der mon ventede hjemme i Holbæk. Fordi vi for længst havde skudt en hvid pil efter Skvulp, som HavneKulturFestivalen hedder, havde ingen af os sat sig ind i programmet. Minimatroserne havde kigget langt efter pariserhjulet på kajen og skipperne undladt at sætte sig ind i, hvem der skulle optræde.

I den gamle havn i Holbæk var der live-musik fra en flydebro, og overalt blev vi mødt af glade ansigter, artister, flere optrædende og boder med lokale lækkerier. Vi fandt en plads ved en flydebro og havde om aftenen udsigt til flammekastende akrobater akkompagneret af dygtige, danske musikere og et fyrværkeri, der var Tivoli værdigt. 

Nogle gode venner havde lagt deres båd ved samme bro, og igen bredte hyggen sig på båden. Vi nåede aldrig vores planlagte destination. Sådan går det nogle gange, når man er afhængig af vejr og vind. Men vi havde en fantastisk tur, og vi gør det gerne igen.

God vind

Malene