Gå til hoved-indhold
Her Scankap 99'eren Mary med Lars Frandsen ved roret, som vandt 2. løb i Rundt om Forterne. Foto: PrivatfotoKapsejlads
Her Scankap 99'eren Mary med Lars Frandsen ved roret, som vandt 2. løb i Rundt om Forterne. Foto: Privatfoto

Flere Rundt om Forterne – Matcher 31 hurtigst - opdateret

35 både sejlede Rundt om Forterne i weekenden. 10 flere end i fjor. Vinder blev Anders Dylov i sin Matcher 31. Opdateret med vinderens logbog 23.8 k. 13.10.

Af Sara Sulkjær |

Matcher 31’eren, Chroma.dk, med Anders Dylov som skipper var igen først over målstregen, da dette års Rundt om Forterne løb af stablen 20. august. 

Tre generationer på samme båd

En kapsejlads, som i år kan glæde sig over pæn fremgang i deltagerantallet. Med sidste års 25 startende både mod dette års 35 er der nemlig grund til smil hos arrangørerne fra Langelinie Lystbådehavn og S/K Lynetten

Tilmed var mange besætninger med familie og børn – og enkelte endda med tre generationer ombord. De kunne glæde sig over en hyggelig dag, hvor også vejret viste sig fra sin gode side: 

- Vejret var perfekt med vind på cirka 5 m/s fra sydvestlige retninger. Det betød, at de hurtigste både var rundt på under 2,5 time, fortæller stævnelederne Hans Rysgård og Rahlf Nielsen i en mail til minbaad.dk.  

Hygge og præmier

Efter sejladsen var der aftersailing med hygge, fadøl samt præmieoverrækkelse for vinderne af de tre løb: 

1. løb: Matcher 31, Chroma.dk med Anders Dylov som skipper

2. løb: Scancap 99, Mary med Lars Frandsen som skipper

3. løb: L29, Loa med Kurt Petersen som skipper.

Kapsejladsen går rundt om Middelgrundsfortet, Flakfortet, syd om Middelgrundens møller, bag om Middelgrundsfortet og endelig med målgang ud for Trekronerfortet. I alt sejles cirka 14 sømil.

Her er vinder Anders Dylovs logbog fra Matcher 31:

Lørdag den 20. august 2016

Rundt om Forterne

Distance: 14 sømil

Vejr: Skønt sommervejr – sol og 25 graders varme i havnen

Vind: 4-5 m/s fra sydøst – nordgående strøm

Sejl: Storen og genua

Gaster: Jens, Jeppe, Poul, Sari og Anders 

Vi var 10 både i vores løb og hele 35 både tilmeldt i alt i årets ”Rundt om Forterne”.

Vinden og varmen viste sig fra sin gode side. Vi måtte ikke sejle med spiler og der gjaldt kun søfartsregler, da målet bl.a. var at få nye både med ud på banen og det var lykkes.

Vi fik en fin start som var timet perfekt, vi satte kurs mod 1. mærke som var en udlagt oppustelig orange bøje, men den lå ikke hvor den skulle eller hvor den var for blot 10 min. siden.

Vi faldt til foran-tværs og der kom mærket til syne, det havde revet sig løst og drev lystigt med strøm og vind mod nord. Vi satte kurs mod Middelgrunden og passerede første mærke om bagbord som planlagt.

Fra Middelgrunden og til Flakfortet var der et godt kryds, vi vendte på en 15 graders skraller og fandt ud af at vi kunne bove strømmen og det var helt rigtigt at sejle på det dybe vand mod syd.

Endnu et vindspring sendt os øst over mod Flakfortet, hvor vi kom frem langt foran de øvrige både. På løberen mod YB kosten ved opfyldningen, øgede vi yderligere og sådan forsatte det. Vi gled godt af sted med vores ”Uganda” hal, som fik ekstra hjælp fra barberhalet, en opfindelse Jens og Jeppe fik udviklet.

Vores nærmeste forfølger var Lars i sin Luffe 40, men vi første fra start til mål. Og vi måtte da også ringe til dommerbåden og alarmere vores ankomst, så de kunne udlægge mållinjen.

En dejlig overaltsejr som kom i hus via godt teamwork hele vejen rundt og en super koncentreret stemning på alle pladser. I Lynettehavnen var det moleøl, præmiere, J 70 båddåb, grill og Frede Fup duoen efterfølgende, en hyggelig aften i godt selskab. Resultatlister er vedhæftet.

Med skipperhilsen – Anders

Anders Dylov i Matcher 31'eren var første både i mål og samtidig vinder af 1. løb. Foto: Lars Frandsen

Vinder af 3. løb, Kurt Petersen i L29'eren, Loa. Foto: Lars Frandsen 

content-loader
content-loader
content-loader