Først skulle man på havnefronten passere et imponerende treetages hotel i halv-slots stil. Bagved løb en snæver ”gågade”, der som tidligere beskrevet også tillader biltrafik. Det giver et indtryk af livlig aktivitet, hvad der nok kan være brug for.
En hel by befolket af gamle
Dog ikke den første dag, jeg var der. Masser af mennesker på gaden, men næsten alle i den samme aldersgruppe, 70 til 90, ikke så få med stokke. Det virkede lidt absurd.
Det er ikke rimeligt at sige noget grimt om ældre mennesker, når man selv tilhører gruppen – og man kan forsikre andre, at hvis de er lidt heldige, så kommer de også ind i gruppen. Like it or not. Men en hel by befolket af gamle! Som sagt absurd eller en fantasi- eller horrorfilm.
Årsagen var den luksusdamper, der lå på reden, og som i småbåde sendte passagererne i land. I de engelske aviser er der helsides annoncer for sådanne ture: Til Australien og tilbage, til Sydamerika. Denne viste sig at være en 12 dages tur England rundt.
I et mindre omfang ser man også disse annoncer i Danmark. Jeg så én, hvor damperen i 1930'err stil ankom til Honolulu med en pige i forgrunden i bastskørter og parat. Turene præsenteres som i den gamle stil med super-komfort, dans i spejlsalen i smoking og nedringet kjole.
Billederne i annoncerne viser dog typisk mennesker uden stok og i 40erne. Disse passagerer er for nogles vedkommende også verdensomsejlere, selvom om sejlere gerne ser dem som foragtelig "turister" og sig selv som noget andet og bedre.
Rejserne præsenteres også med ord som ”opdage” (discover) og møde ”spændende” steder og kulturer. Som en slags ekspedition. Nu skulle passagererne ”opdage” Kirkwall på fire timer eller lignende.
Og i en vis indsnævret forstand er der heller ikke mere at se, hvis man bliver i byen og ikke dykker ned i menneskene. Gågaden er klaret på max 15 minutter - med eller uden stok.
Kvik og vrøvlende
Også den dag blev jeg urimeligt overfaldet af en pub (den til hotellet hørende), der, mod min vilje, trak mig ind. Her var et par lokale og efterhånden også gæster fra damperen. Jeg kom i snak med et par. Han 86, tidligere rådgivende ingeniør, fra omkring London. Hun, med stok, tidligere sekretær i en flag- og bannerfabrik. Den mere velstående gammelklasse.
Han var kvik, men sikke noget vrøvl, der kom ham fra munden, efter min opfattelse. Han var stærkt optaget af afstemningen om Englands tilhør til EU 23. juni. Hans svar var, at man skulle ud. Han mente, at (pro-)politikerne og pressen løj om sagen. De fortæller ikke, sagde han, at vi skal betale og betale til EU uden at få noget igen. Vi har mistet vor frihed. Vi står i kø og på knæ foran Merkel og skal danse efter hendes pibe.
Cameron kunne sættes lig Chamberlain, der i 1939 rejste til München og mødte Hitler for at undgå krigen. Osv. Jeg ser i pressen, f.eks. Herald Tribune, der må være et exit-blad, tilsvarende argumenter.
En minister (nogle af dem er på exit-holdet) citeres for at sige, at EU har ødelagt hans fars forretning, og at remain-fløjen mener, at englændere er dumme og ikke kan klare sig selv.
Ikke en rar debat. Men vi havde en lang og sjov diskussion på pubben, uden at nogle af os vist blev overbevist om noget. Konen holdt sig tilbage. Men som den høflige englænder, han også var, sagde han til sidst, at diskussionen for ham havde været interessant.
Overvældende tykke eller skæve ansigter
Næste chok for mig kom, da jeg studerede gågadens forretninger nærmere. Mange af de ansatte såvel som de få lokale, der vandrede rundt blandt de stokbærende, så for mig ganske degenererede ud. Enten overvældende tykke eller med skæve ansigter, fjerne blikke etc.
Jeg kommer undertiden i en fjern provins i Frankrig, hvor man kan se det samme. Årsagen: Indgiftning, især af fætre og kusiner i de lukkede områder. Jeg forestillede mig, at disse folk kom fra de små øer, hvor de havde drevet denne ”kunst”.
Lad mig sige, at i de kommende dage ændredes mit billede lidt. De oplevelsessøgende stok-turister forsvandt. Jeg fik øje på nogle mere normalt udseende ”Orcadians”, som beboerne tilsyneladende kaldes.
Om lørdagen var jeg igen i pubben, og den var overfyldt af unge, glade og larmede mænd i den giftefærdige alder. Måske var der også tale om, at alle de ”normale”, jeg savnede den første dag, var ude at arbejde i fiskerbådene og den øvrige blomstrende industri, som jeg senere fik øje på.
Tre genier og et antal dumme
Når krigsjournalister er på trip i fremmede lande, spiller samtaler med taxachauffører ofte en væsentlig rolle.
Det, de siger til journalisten på taxaturen fra lufthavnen til hotellet (med alle de andre journalister, her andre gæstesejlere, som man kan lære meget af, men som man dårligt kan bruge som kilder), bliver i journalistens artikler præsenteret som; ”manden på gaden her mener…”
For sejleren tjener havnefogeden til det samme. Vox Populi. I dette tilfælde hedder han Kenny og er havnefoged i Kirkwall Marina. Meget hjælpsom.
Jeg fortalte ham om mine oplevelser. Han var om nogen pro-EU. Vi får penge til regionen her. Vi må være internationale. Det er den ældre middelklasse i England, ej folk her i Skotland, der vil ud af EU. Han har selv trukket sig tilbage. Han var tidligere ”beef-farmer” på den nærmeste ø. Nu er han rejst til hovedstaden her og har havneopgaven som et slags bijob. Jeg tænker, at han er omkring 65, men fik ikke spurgt ham.
Jeg vovede pelsen og fortalte ham om mine observationer om indgiften. Nej, afviste han, ikke normalt. Men ude på de små øer kunne det dog forekomme. Han kendte da en dygtig familie dér, der havde dyrket det med fætter og kusine-ægteskaber. Resultatet havde været tre genier og et antal dumme – han prikkede med den normale gestus fingeren på tindingen. Tegnsprog overskrider grænserne.
Unge rekrutter bruger fridag i Kirkwall
Han introducerede mig også til tanken om, at øgruppen ikke var fattig og slet ikke hovedøen. Folk var rige her. Det begyndte jeg så også at se, som jeg tidligere har skrevet om. Kun var det ikke alle, der havde råd til at handle i den superdyre delikatesse-forretning, jeg tidligere har nævnt og vist billede af.
I øvrigt havde de en ”food-bank”, dvs. et supermarked, hvor folk kunne komme og hente gratis mad. Skabt via charity. Så åbenbart både rige og fattige.
Dagen før jeg tog afsted fra Kirkwall, tog Kenny over til sin ø for at se til sit åbenbart forladte hus. Bagefter skulle han til Canada.
Jeg fandt i øvrigt ud af, at alle de larmende, glade og halvfulde unge fyre var fra Scapa Flow: Unge rekrutter mm. fra marineskibene, der på deres fridag brugte deres penge i Kirkwall – på de få underholdningsmuligheder, der er dér.
Fortsættelse følger, hvor Bøje beskriver sejlturene frem og tilbage til Skotland…
Kenny, havnefoged med løs vest, fhv. "beef-farmer". Her får han betaling for diesel, 1 pund pr. liter. Pengene ligger der. Foto: Bøje Larsen
Relikvier. Jeg troede ikke, de fandtes mere. Og de bruges. Foto: Bøje Larsen
Tur
