Gå til hoved-indhold
Modelskibsbygger Fritz Jørgensen, Thurø, er klar til at prøveophænge det nybygegde kirkeskib i Kirkeby Kirke.Kort Nyt
Modelskibsbygger Fritz Jørgensen, Thurø, er klar til at prøveophænge det nybygegde kirkeskib i Kirkeby Kirke. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Fyens.dk

Marstal-jagt svæver nu i Kirkeby Kirke

Historisk sejlskib fra Det Sydfynske Øhav danner forbillede for jagt skænket af den 96-årige Søren Klaris

Af Søren Stidsholt Nielsen |

At bakse et nybygget kirkeskib på plads, så det hænger med bovsprydet pegende præcist mod alteret er ikke bare sådan lige 1-2-3.

I Kirkeby Kirke krævede det god tid, en wienerstige, et større stillads samt ikke mindst kreativ medvirken af modelskibsbygger Fritz Jørgensen, Thurø og håndværker Mik Watsham fra Stenstrup.

Det skriver fyens.dk

I første omgang satte den nybyggede Marstal-jagt Ane-M sig bogstaveligt talt på tværs i kirkerummet. Efter nogle justeringer i det meterlange ophængs led, kom den flotte jagt på rette kurs. Dermed var den klar til at blive genophængt i en fyldt kirke under konfirmand-gudstjenesten søndag.

Kirkeby Kirkes første modelskib er endnu et mesterværk fra Fritz Jørgensens model-værft passende placeret i et lokale mellem træskibsværftet og stålskibsværftet på Frederiksøen i Svendborg.

Siden 1980 er det fra Fritz Jørgensens hænder blevet til en halv snes nybygninger af skibsmodeller. Dertil kommer over 100 renoveringer af navnlig kirkeskibe. Vigtige værktøjer i dette gamle sømandshåndværk er bl. a. pincet, kniv, lup og små pensler - alt ført af tålmodige og rystefrie hænder.

Sejlede i 150 år

- Det har været en spændende opgave at bygge denne model af en jagt - eller som jeg helst vil sige, en Marstal-jagt. Man kan kalde skibstypen en mindre forløber for det senere omfangsrige byggeri af skonnerter omkring ikke mindst Det Sydfynske Øhav, forklarede Fritz Jørgensen, da Fyens.dk overværede prøveophængningen.

Det nye modelskib har jagten De Fire Brødre bygget af H. C. Friis i Marstal som forbillede. Tegninger er leveret fra Marstal Søfartsmuseum. Netop jagten De Fire Brødre er en sand legende i Det Sydfynske Øhavs maritime historie. Ikke mindre end 150 års sejlads nåede den fra søsætningen på Ærø i 1794 til ophugningen i 1944. Året før var den sunket i Stribs havn.

Jagten blev bygget til en Marstal-skipper. Senere overtog sønnen rorpinden. Undervejs i den lange historie har jagten også været omkring Troense sidst i 1800-tallet. I 1925 kom jagten til Vejle Fjord. Efter 130 år med samme navn fik den af den nye skipper påsat et navnebræt med "Anna".

To sejlende jagter i dag

- Jagterne fra Marstal var bredere i stævnen, end dem fra Thurø. Derfor kunne marstallerne have mere last, og det var jo godt købmandskab. Til gengæld kunne jagterne fra Thurø med en noget smallere stævn sejle hurtigere, fortæller Fritz Jørgensen.

Hvordan ser Kirkebys nye modelskib ud i fuld størrelse? Et bud er jagten De To Søstre fra Faaborg bygget på Ebbes Bådebyggeri i Marstal i 1989. Den har De Fire Brødre som forbillede. Også Danmarks ældste sejlende sejlskib, Jensine fra Haderslev er samme skibstype. Jensine er fra 1854 og blev totalrenoveret hos Bent Hartvig i Rudkøbing i 2004.

Kilde. fyens.dk

content-loader
content-loader
content-loader