Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

OL-sejlere får ny bakterie-kapsel mod maveonde

Meget forurenet vand i Rio de Janeiro har ført til en dansk udvikling af individuelle bakterie-kapsler til sejlere og roere forud for sommerens OL.

 

Af Troels Lykke |

Op mod 30 danske sejlere og roere har fået undersøgt deres afføring i udviklingen af de unikke piller.

Team Danmark-direktør Lone Hansen håber, at bakterie-pillerne kan give danskerne en fordel under OL, skriver dr.dk.

- Vi ved, at der er en øget risiko for infektioner for sejlerne og roerne i vandene i Rio. Med de her piller kan vi hos atleterne udvikle en bakterieflora, der er stærk og styrker dem mod udefra kommende bakterier, siger Lone Hansen.

- Vi har ikke været i stand til at opsnuse, at andre lande har fundet på det her. Vi har heller ingen garanti for, at det virker. Men der er en god sandsynlighed for, at det gør dem stærkere, siger hun.

Lone Hansen fortæller, at bakterie-pillerne er et helt nyt forebyggende våben, som Danmark aldrig tidligere har taget i brug.

Andre kan ikke få fat i pillerne

- De er ikke i produktion nogen steder. Almindelige personer kan ikke få fat på dem.

- Pillerne er individualiseret, og i en periode er der arbejdet med afføringsprøver fra atleterne. Man har så brugt prøverne til at dyrke egen tarmflora hos atleterne og udviklet kapsler, som atleterne kan tage nu og under legene, siger Lone Hansen.

Hun fortæller, at projektet er frivilligt, og at omkring 30 atleter har taget pillerne i et halvt års tid.

Vil ikke efterlignes af konkurrenter

Team Danmark-lægen Thøger Persson Krogh har været involveret i bakterie-projektet, og han vurderer, at det kan få afgørende betydning for de danske sejlere og roere.

- Der er mange, der bliver syge dernede. Man kan med det blotte øje se, at vandet er møgbeskidt. Det er svært at undgå, at vandet sprøjter op, når man sidder i båden. Det kan man ikke undgå, siger lægen.

Hvis det bakteriefyldte vand trænger ind i kroppen, kan det få alvorlige konsekvenser for de danske sejlere og roere.

- Man risikerer at blive syg og sengeliggende, og i sidste ende kan man måske ikke deltage i konkurrencerne. Så det er alvorligt, siger Thøger Persson Krogh.

Danske atleter i sejlsport, roning og kajak er involveret i bakterie-projektet.

Kilde. DR.dk

content-loader
content-loader
content-loader