Gå til hoved-indhold
Fredagens sejlads fra Marstal går under Langelandsbroen og over Lunkebugten til Svendborg.Kort Nyt
Fredagens sejlads fra Marstal går under Langelandsbroen og over Lunkebugten til Svendborg.

Sejlskibe svigter Svendborgsundbroen

Sejlskibs-kikkerne kan i stedet indtage Langelandsbroen eller kysterne langs Strynø, Langeland, Thurø og Tåsinge. 25.000 gæster på Langelandsfestival får på fredag første parket.

Af Søren Stidsholt Nielsen, fyens.dk |

Lige så sikkert som, at sankthansaften falder den 23. juni har det været, at paraden af bevaringsværdige sejlskibe på vej Fyn rundt anløber Svendborg fra vest. Det kommer ikke til at ske i år.

Med den kursændring bliver Svendborgsundbroen og kysterne langs den vestlige del af Sundet ikke mulige udkigpunkter for de mange hundrede publikummer, det plejer at tiltrække.

Sejlskibs-kikkerne kan i stedet indtage Langelandsbroen eller kysterne langs Strynø, Langeland, Thurø og Tåsinge. Og de 25.000 gæster på Langelandsfestival får første parket til en ekstra oplevelse.

Smalle sejlløb

Baggrunden for den ændrede sejlrute er, at den nærmeste vej fra torsdagens etapemål, Marstal, til Svendborg vil være gennem de smalle sejlløb Mørkedybet og Højestene Løbet, skriver fyens.dk

Den rute vil rumme ringe mulighed for kapsejlads. Og vejen syd om Ærø vurderes at være for lang.

- I de mere end 30 år, vi har sejlet Fyn Rundt, har vi aldrig taget den rute før. Det bliver en oplevelse at se de store skibe passere under Langelandsbroen. Nogle af masterne rager 26 meter op i luften, og det er lige præcis gennemsejlingshøjden under broen. Så det gælder om at holde tungen lige i munden, siger Jay Brun Jensen, formand for Fyn Rundt og selv rutineret Fyn Rundt-skipper på skonnerterne Fulton og Fylla.

Fra Rudkøbing Løb går turen videre op til Lunkebugten, hvor selve kapsejladsen skydes igang. Mållinjen er lagt ved Thurø. Derfra er der ren paradesejlads forbi Grasten, Troense og Christiansminde på ruten ind til Svendborg Havn. Paraden med omkring 40 sejlskibe forventes at ankomme i tidsrummet kl. 14-16.

Fyn Rundt-ledelsen oplyser, at beslutningen om ændringen af sejlruten intet har at gøre med de omdiskuterede afviserøer ved Svendborgsundbroen.

Kilde. fyens.dk

content-loader
content-loader
content-loader