Gå til hoved-indhold
Rindom ligger lige nu til bronzen i Frankrig. Arkivfoto: Dansk SejlunionKapsejlads
Rindom ligger lige nu til bronzen i Frankrig. Arkivfoto: Dansk Sejlunion

Rindom 3'er i Frankrig - to prikker i to sejladser

Flot dag for Rindom, som i let vind sikrer to førstepladser. Warrer og CP i 49er vinder med ét minut i anden sejlads, men bliver overhalet af 25 både i tredje.

Af Sara Sulkjær |

World Cup-stævnets andendag bød fra formiddagen på så lidt vind, at sejladserne måtte udskydes på ubestemt tid. Først på eftermiddagen friskede det dog en smule op, hvor sejlerne endelig kunne sendes på vandet. Her viste Anne-Marie Rindom i Laser Radial vejen og sejlede to flotte 1. pladser af to mulige hjem. 

- Jeg lavede gode starter, og det var afgørende i dag med den lette vind, fortæller Rindom til Sejlerlandsholdet

Dermed avancerer hun fra gårsdagens 16. plads til en øjeblikkelig 3. plads. 

Vinder med ét minut

I mændenes 49er havde Jonas Warrer og Christian Peter Lübeck ligeledes god fart i båden og startede med en 3. plads i første sejlads. 

- Ramte næste sejlads i bulls eye med føring fra start til mål - laaangt foran resten af feltet det meste af vejen. Målgang ét minut foran nummer to!.., skriver Sejlerlandsholdet på deres Facebookside. 

I dagens tredje og sidste sejlads ramte besætningen dog et vindhul og måtte se 25 både passerer forbi 300 meter før mål. De flotte resultater i de to første sejladser betyder dog, at teamet rykker fra gårsdagens 5. til 3. pladsen. 

Tyvstart i Nacra 17

For Nacra 17-sejlerne Allan Nørregaard og Anette Viborg blev det ikke den bedste dag på kontoret. Efter diskvalifikation i første sejlads, hvor besætningen sejlede over startlinjen ét minut før tid, og efterfølgende sejlede en serie på 13, 5, 9, ligger de nu på en samlet 17. plads. 

I 49erFX kom Jena og Katja for første gang på vandet, hvor de sejlede en 6., 4., 13., og 2. plads i hus. Det betyder en samlet 4. plads til pigerne. 

Med en 4. og 11. plads rykker Jonas Høgh-Christensen i Finnjollen én plads op af resultatlisten på en øjeblikkelig 9. plads. 

Michael Hansen i Laser ligger nummer 29, Sebastian Fleischer i RS:X Men 25 og Lærke Buhl-Hansen 35 i RS:X Women. 

Se hele resultatlisten her

content-loader
content-loader
content-loader