Michael Floor går fra Bavaria til Beneteau-salg
Tidligere direktør fra Floor/Lund Marine, Michael Floor, er atter back in business i bådbranchen.
Michael Floor er ansat hos Risbjerg, der sælger Beneteau motor- og sejlbåde, men også norske Askeladden og amerikanske Sea Ray. Flere af disse både udstilles hos Risbjergs permanente udstilling i Them.
Flere af bådene vises også frem på Boat Show i Fredericia i denne måned, og her vil man kunne møde den 54-årige Michael Floor, der nu er sælger.
Afløser Søren Risbjerg
Han afløser Søren Risbjerg, der søgte nye udfordringer efter en del år, hvor han arbejdede sammen med Ole Risbjerg, der ejer Risbjerg A/S, der også sælger en del brugte både og har værksted med fire ansatte.
Michael Floor havde allerede solgt flere af de brugte både, da vi mødte op nogle dage ind i januar.
Om at være tilbage i bådbranchen efter to års pause, siger han til minbaad.dk:
- Det er dejligt at være i gang igen, nu har jeg gået hjemme og slappet af og har ladet op. Jeg er nu igang med at sælge både og det er det jeg er god til og synes er sjovt. Jeg kender alt til sejlbådene og motorbådene fra min tid, hvor jeg solgte Bavaria-bådene.
Risbjerg sælger blandt andet denne Oceanis Yacht 62, der vandt European Yacht of the Year 2017 i Luksus-klassen. Foto: Troels Lykke