Gå til hoved-indhold
Lars Hall og Michael Staal har tidligere været langt fremme til Finnjollernes VM, som i år sejles i smukke omgivelser på Barbados. Foto: Andy DenisonKapsejlads
Lars Hall og Michael Staal har tidligere været langt fremme til Finnjollernes VM, som i år sejles i smukke omgivelser på Barbados. Foto: Andy Denison

Finn-VM: Danskere skal kæmpe med flyvefisk på Barbados

Hansen, Hall, Strandvig og Staal deltager i VM på Barbados i næste uge med anderledes udfordringer. Selvom de ikke har høje resultatforventninger, kan de på en god dag være med fremme.

Af Sara Sulkjær |

Der venter de danske Finnjolle-sejlerne Frank Hansen, Lars Hall, Otto Strandvig og Michael Staal samt de øvrige 135 deltagere en stor oplevelse, når verdensmesterskaberne i den olympiske jolle sejles på Barbados i Caribien i den kommende uge. 

På det 28 grader varme vand vil sejlerne skulle kæmpe med såvel strøm som tang, flyvefisk og skildpadder. Alt imens den friske vind kommende fra land vil udfordre med vindspring og trykforskelle. 

Strandvig i god form

Der bliver derfor noget at lege med, når VM-titlen sættes på højkant. En titel, som samtlige danskere på en god dag vil kunne kæmpe med om. 

Særligt Otto Strandvig er i god form, og, ifølge sejler Michael Staal, er forholdene på Barbados optimale for ham. Sværere er det dog at spå om de øvrige danske sejlere, som i år ikke har fået mange timer på vandet:    

- Lars, Frank og jeg har ikke fået sejlet så meget herhjemme, så vi må se, hvordan det går, forklarer Michael Staal, som dog understreger, at han ikke tager til mesterskabet med resultatforventninger: 

- Som 99% af alle tager jeg afsted for at få en fed sejlads i gode omgivelser og venners lag. Når vi ligger på startlinjen, holder vi os dog ikke tilbage med at give den gas, fortæller sejleren i en mail til minbaad.dk. 

Ægtefællerne er med

På land vil der ligeledes være dækket op til et sædvanligt godt og hyggeligt samvær, hvor de lokale arrangører sørger for at skabe de optimale rammer. Også for sejlernes medrejsende ægtefæller, som er blevet en del af eventen og har vænnet sig til, at de også skal være med. 

Således bliver der også tilskuere på sidelinjen, når de indledende testsejladser sejles søndag eftermiddag. Selve verdensmesterskabet skydes i gang mandag og slutter med præmieoverrækkelse fredag. 

Du kan følge mesterskabet på Finnjollernes hjemmeside her

content-loader
content-loader
content-loader