10 både nåede Skagen - 18 i nødhavn i solo-sejlads
22 m/sek. i vindstødene, og brydende bølger på 2-3 meter. De Eekstraordinære vejrforhold i Kattegat har ført til at pitstop i Skagen er udvidet til 20 timer. Ingen både må sejle videre før kl. 12 mandag.
Sejlads-arrangørerne havde rygende travlt med at registrere og overvåge begivenhederne, og hjælpe udmattede deltagere med at komme i havn. Kun ti både klarede den hele vejen til Skagen.
Havneindløbet lå mod vinden, og bådene kunne næsten ikke bevæge sig fremad for motor.
På et tidspunkt blev en redningsbåd tilkaldt, for at ligge standby og hjælpe, hvis en båd drev af og ikke kunne komme ind – eller risikerede at havne i stenene. Inde i havneindløbet krængede bådene op til 30 grader – på en nøgen rig.
Wladyslaw Chmielewski knækkede et ribben, og der opstod et utal af tekniske vanskeligheder, som førte til at deltagere måtte søge nødhavn. En del valgte også at afbryde, simpelthen fordi forholdene var for vanskelige.
De kan sejle videre til Skagen og fuldføre etapen mandag – og derefter fortsætte sejladsen Danmark Rundt. Det er der enkelte, der allerede har meddelt at de vil gøre.