Gå til hoved-indhold
Katja Salskov-Iversen og Mathias Borreskov sejler M32-sejlads i Lissabon i forbindelse med nye aftale mellem Dansk Sejlunion repræsenteret ved Thomas Jacobsen og Mads Kolte-Olsen (t.v.). I midten ses Magnus Bach, Head of Global Marketing i Vestas. Foto: Dansk SejlunionKapsejlads
Katja Salskov-Iversen og Mathias Borreskov sejler M32-sejlads i Lissabon i forbindelse med nye aftale mellem Dansk Sejlunion repræsenteret ved Thomas Jacobsen og Mads Kolte-Olsen (t.v.). I midten ses Magnus Bach, Head of Global Marketing i Vestas. Foto: Dansk Sejlunion

Dansk Sejlunion i samarbejde med Vestas om talentudvikling

Danske sejlere bliver en del af et nyt samarbejde med Vestas 11th Hour Racing under Volvo Ocean Race 2017-18. Samarbejdet udbygger den tætte relation med Jena Mai Hansen som en del af besætningen på Vestas-båden.

Af Sara Sulkjær |

Dansk Sejlunion og Vestas Wind Systems A/S har indledt et samarbejde omkring talentudvikling i forbindelse med Vestas' deltagelse i Volvo Ocean Race 2017-18.

I første omgang handler samarbejdet om, at udvalgte danske landsholdssejlere indgår som en fast del af Vestas 11th Hour-mandskabet. Sejlerne kommer til at deltage i M32-katamaranprogrammet, der finder sted i otte havne, hvor Volvo Ocean Race har etapemål.

- Samarbejdet er en fantastisk chance for sejlerne for at komme helt ind i maskinrummet på verdens vigtigste distancesejlads. Med M32 katamaran-programmet har vi vores eget race på otte lokationer omkring i verden, og med dét bliver vi en central del af holdet, siger Katja Salskov-Iversen, regerende 49erFX-verdensmester og en del af programmet.

- Som daglig partner med Jena (Mai Hansen, red.) på 49erFX er det spændende også at kunne støtte op omkring hendes deltagelse i selve Volvo Ocean Race, uddyber hun i en pressemeddelelse.

Sportschef: Vigtigt skridt for dansk sejlsport

Jena og Katja, der foruden VM-guld i år også er europamestre og OL-bronzevindere fra 2016, har været støttet at Dansk Sejlunion i en årrække. 

Samarbejdet med Vestas omkring Volvo Ocean Race repræsenterer et nyt og spændende skridt i deres videre karriereudvikling - og et vigtigt skridt for dansk sejlsport i det hele taget, siger Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen:

- Distancesejlads vil skabe et større og mere komplet landshold. Vi vil arbejde på at udvikle sejlere, der kan udtages til de store distancesejladser, ikke mindst Volvo Ocean Race og America's Cup. Dermed er vi også forberedt på den mulighed, at distancesejlads kan blive en olympiske disciplin inden for en overskuelig årrække, forklarer sportschefen.

- Med Vestas-aftalen åbner vi døren til et nyt kapitel omkring sejlerlandsholdet. Vi vil arbejde hen mod at gøre distancesejladssejlads til en integreret det af landsholdets setup. Her og nu skaber vi en mulighed for, at vores bedste sejlere i OL-klasserne kan blive en del af en attraktiv serie af sejladser på højt niveau. Det vil udvikle deres sejladsmæssige kompetencer - både teknisk, taktisk og i forhold til samarbejde på et stort hold. Det er noget, de tager med i deres videre karriereforløb, uddyber han.

Aftale fuldender Vestas’ engagement 

Samarbejdsaftalen mellem Vestas og sejlerlandsholdet supplerer en anden nyhed (fra 2. nov., red.) om, at Vestas har indgået aftale med Volvo Ocean Race om at blive “Data Analytics Parter” under Volvo Ocean Race. 

Det bliver et samarbejde, der komplementerer det allerede eksisterende Vestas 11th Hour team-sponsorat foruden samarbejdet med Dansk Sejlunion, siger Magnus Bach, leder af Marketing-afdelingen hos Vestas, herunder Volvo Ocean Race-engagementet.

- Samarbejdet med sejlunionen og de mange danske landsholdssejlere fuldender på mange måder vores engagement i Volvo Ocean Race. Med samarbejdet sikrer vi os, at sejlerne etablerer et netværk af specifikke kompetencer inden for distancesejlads. Vi er meget glade for og stolte over samarbejdet med Dansk Sejlunion og de mange talentfulde danske sejlere, fastslår Magnus Bach.

content-loader
content-loader
content-loader