Gå til hoved-indhold
Det sociale liv er et centralt fokuspunkt i Skagen Sejlklub. Foto: PrivatfotoSejlklubber
Det sociale liv er et centralt fokuspunkt i Skagen Sejlklub. Foto: Privatfoto

På bølge med klubber i udkanten – Skagen Sejlklub

Minbaad.dk tager pulsen på landets ydre sejlklubber. Denne gang besøger vi Skagen Sejlklub, som ønsker liv og aktivitet og derfor takker nej til medlemmer, som blot vil parkere båden.

Af Sara Sulkjær |

Ove Frederiksen, formand for Skagen Sejlklub, hvad er det vigtigste, der er sket i jeres klub de sidste 10 år?

- Der er stort set ikke sket noget som helst. Vores klubhus er godt 30 år, så det er blevet moderniseret, blandt andet var det køkkenets tur i foråret. Samtidig er der hele tiden vedligehold på broerne. 

Hvad er det bedste ved at være medlem af jeres sejlklub?

- Det sociale samvær. Vi sætter klublivet højt og arrangerer forskellige ting i løbet af vinteren. Det kan eksempelvis være genoplivningskurser og foredrag med folk, som har sejlet Skotland Rundt, gennem Europas kanaler og så videre. 

Hvor er der fremgang i jeres sejlklub?

- Der har været arrangeret fritidsmesser i Skagen-hallen i efteråret, hvor vi mødte op med en stand og reklamerede for klubben. Det endte med, at vi fik tre nye medlemmer. Helt unge knægte midt i 20’erne, som sparer op og vil sejle jorden rundt. Samtidig kom tre midaldrende ægtepar og hilste på. Dem tilbød vi en prøvetur, så de har været med ude at sejle. Måske er de mulige medlemmer, det ved vi endnu ikke. 

Hvordan har medlemstallet udviklet sig siden år 2000? 

- Det er det samme, som det hele tiden har været (95-100 medlemmer, red.), hvilket i sig selv er godt. Vi forsøger altid at byde de nye medlemmer velkomne ved at invitere til samtale med mindst to fra bestyrelsen. Her fortæller vi om vedtægterne, og hvad vi forventer af dem som medlemmer, mens de også kan forklare, hvad de forventer af klubben. Vi gider ikke medlemmer, som kun er med for at parkere båden. 

Hvis I har en ungdomsafdeling, hvordan går det så med den, fx opgjort på medlemstal/sportslige præstationer/sociale tiltag? 

-  For omkring 20 år siden havde vi en stor ungdomsafdeling. Desværre kunne vi til sidst ikke sejle inde i havnen, da det, grundet coastere og andet, simpelthen blev for farligt, og så snart vi er udenfor molehovedet, er vi på havet.

Hvad er klubbens største udfordring?

- Det er en kamp for os at holde medlemstallet, da vi har en gennemsnitsalder på 61 år i klubben. Det er svært at skaffe yngre medlemmer, da de fleste flytter fra Skagen, når de er færdige med gymnasiet og ikke kommer tilbage. Når det er muligt, inviterer vi til vores arrangementer via. Skagen Netavis. Vi gør, hvad vi kan komme i tanke om.   

Mener I, at Dansk Sejlunion gør nok for sejlklubberne i yderområderne? 

- Vi har stadig den opfattelse, at Dansk Sejlunion er for eliten. Det er lidt som om, at tursejlerne ikke er deres område. Eksempelvis kunne vi godt tænkte os, at de kom med forslag til annoncer og kampagner. 

Hvilke tendenser/forandringer mærke I i jeres sejlklub?

- De fleste yngre, som forsøger at komme ind i klubben, er ikke sejlere. De kommer med en mindre motorbåd eller jolle og er kun interesseret i at komme ud med garn, hvilket ikke har interesse for klubben. For at bevare livet i klubben ønsker vi i stedet aktive sejlere. 

Blå Bog: 

Navn: Ove Frederiksen

Alder: 70 år

Beskæftigelse: Pensionist 

Båd: Elvstrøm 32 

Formandsperiode: Seks år i bestyrelsen, mens det sidste halve år har været som formand 

Antal medlemmer i klubben: 95-100 medlemmer 

Formand for Skagen Sejlklub, Ove Frederiksen. Foto: Privatfoto

Besøg fra Dansk Sejlunion. Foto: Privatfoto

Blå himmel over sejlklubben mod nord. Foto: Privatfoto

content-loader
content-loader
content-loader