Gå til hoved-indhold
Jena og Katja kunne i august juble over VM-titlen. Nu kan titlen som Årets Sportsnavn 2017 samt en check på 75.000 kr. også blive sejlernes. PR-fotoKapsejlads
Jena og Katja kunne i august juble over VM-titlen. Nu kan titlen som Årets Sportsnavn 2017 samt en check på 75.000 kr. også blive sejlernes. PR-foto

Jena og Katja indstillet til Årets Sportsnavn 2017

Guldmedaljevinderne har fået endnu mere at smile over. Blandt 15 prominente sportsnavne er Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen med i kapløbet om titlen som Årets Sportsnavn 2017.

Af Sara Sulkjær |

En VM-guldmedalje i 49erFX gør ikke kun indtryk i sejlerkredse landet over. Også priskomitéen, der kårer årets sportsnavn i 2017, har lagt mærke til den fremragende præstation, som Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen leverede i farvandet ud for Portugal i august. 

Derfor kan de to sejlerpiger nu træde ind i det fornemme selskab af 15 idrætsudøvere, der med en flot sportslig præstation i 2017 kan skrive sig på listen blandt de indstillede til Årets Sportsnavn 2017.

Fodboldpigerne og Wozniacki 

En indstilling, som sejlerne har god grund til at være stolte af. Listen tæller således kvindelandsholdet i fodbold, der snuppede en overraskende EM-sølvmedalje i fodbold, mens også Caroline Wozniacki, der forleden vandt sæsonafslutningen i Singapore, er indstillet. 

- Det er et utroligt stærkt felt, som kæmper om titlen Årets Sportsnavn 2017. Listen af kandidater tæller masser af VM- og EM-guldmedaljevindere, World Cup-vindere, Super Serie-vindere osv., fortæller administrerende direktør i DIF, Morten Mølholm, til dif.dk

Hvem der i sidste ende skal gå hjem med titlen som Årets Sportsnavn 2017 er derfor endnu et åbent spørgsmål. Faktorer som global konkurrence, konkurrencen på dagen, forløbet og folkelighed er dog blandt de elementer, der kan få afgørende betydning.   

- Internt i DIF og hos Jyllands-Posten (uddelere af prisen, red.) har vi selv haft debatten, for det er virkelig svært at sammenligne præstationer på tværs af sportsgrene. Hvilken VM-guldmedalje er fx den flotteste at vinde? Det er et nærmest umuligt spørgsmål at svare på, forklarer Morten Mølholm. 

Følger i Jesper Banks fodspor 

Senere i november vil de 15 nominerede blive skåret ned til tre, som fortsat vil være i spil til den eftertragtede pris. En pris, der uddeles ved DR-showet 'Sport 2017' i Herning 6. januar. 

Bliver Jena og Katja kaldt på scenen i Herning, vil det blot være anden gang i historien, at en sejler kan modtage 'Årets Sportsnavn'. Jesper Bank, der vandt prisen i 1992, er således den hidtil eneste sejler, der har vundet titlen. 

De 15 indstillede til Årets Sportsnavn 2017:

• Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, badminton

• Viktor Axelsen, badminton

• Amalie Dideriksen, cykling

• Jakob Fuglsang, cykling

• Christian Eriksen, fodbold

• Kvindelandsholdet, fodbold

• Emma Jørgensen, kajak

• Maja Alm, orientering

• Daniel Wagner, para-atletik

• Lisa Gjessing, para-taekwondo 

• Cathrine Dufour, ridning

• Lærke Berg Rasmussen og Christina Juhl Johansen, roning

• Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen, sejlsport

• Pernille Blume, svømning

• Caroline Wozniacki, tennis
content-loader
content-loader
content-loader