Gå til hoved-indhold
Sådan blev Folkebåden slæbt i Svendborg i 1969. Foto: Danmarks Museum For LystsejladsKort Nyt
Sådan blev Folkebåden slæbt i Svendborg i 1969. Foto: Danmarks Museum For Lystsejlads

Da Folkebåden Havfruen blev slæbt gennem gaderne

Nybygget Folkebåd fra bådebygger Kaae blev i 1969 trukket på planke gennem byen - nu kommer den igen til Sydfyn i denne uge i Svendborg Classic Regatta.

Af Søren Stidsholt Nielsen, Fyns Amts Avis, Søsiden |

Når lystbåde transporteres på vejene i dag, sker det oftest på specialbyggede lastvogne med hydraulisk kran til løft. Sådan gjorde man ikke i 1969. Det viser dette historiske billede fra Svendborg.

Metoden var enkel, men uden tvivl støjende. Fra en lastbil trækker et stykke tov en sål af bøgeplanker hen over asfalten. I sålen balancerer kølen af en nybygget sejlbåd kun støttet af hænderne på et par gående mænd i hver side. Det skriver fyens.dk

Nybygningen, Folkebåden Havfruen, er på vej fra Ove Kaaes bådebyggeri på Tværvej via Porthusvej-Overgade-Lerchesvej-Havnegade ned til søsætning.

Båden blev bygget til Ove Kaaes bror, Arly i Aarhus. Arly Kaae, der stammede fra Langeland, oplevede sejlerglæde i FD 554 Havfruen indtil et års tid før sin død som 85-årig i 2015.

- Min farbror Ove har bygget både siden 1950'erne, fortæller Ida Kaae Kallehauge fra Svendborg:

- Oves første båd var en Drage. Han byggede også en Utzon-spidsgatter, juniorbåde, piratjoller og ca. 16 Folkebåde. Dragen blev bygget i gården i Skattergade 14, hvor min farfar havde værksted. Jeg er født i 1959, og Ove har haft sit værksted på Tværvej 74 bagved huset, hvor han og familien med 10 børn boede, så længe jeg kan huske.

- Den sidste båd Ove byggede, var en Folkebåd til ham selv, Sidstpigen FD 793 i 1980. Med Sidstpigen blev Ove og min far Arly nummer fem til Guldpokalsejladserne i Kerteminde i 1981, fortæller Ida Kaae Kallehauge til Koøjet.

Med i regatta

Havfruen fra bådebygger Kaae sejler endnu og er i fineste stand. Båden ejes i dag af fotograf Michael Müller, Hamborg, og den kan ses ved Jessens Mole fra midt i ugen, når Michael Müller som så ofte før deltager i Svendborg Classic Regatta på Lunkebugten.

- Vi har nær kontakt. Michael er blevet som et familiemedlem for os, siger Ida Kaae Kallehauge.

Kilde. fyens.dk

content-loader
content-loader
content-loader