Gå til hoved-indhold
Kapsejladssæsonen er indledt i Finnjolleklassen. Foto: Lars DarlingKapsejlads
Kapsejladssæsonen er indledt i Finnjolleklassen. Foto: Lars Darling

Tidligere OL-sportschef bedst i Finnjollernes åbningsstævne

Årets Polyester Cup blev domineret af Dragør Sejlklub, hvor den lokale sejler, tidligere OL-sportschef Michael Staal, var hurtigst blandt alle sejlere.

Af Sara Sulkjær |

En gammel kending og to nyere sejlere fra Dragør Sejlklub tog sig af podiepladserne til Finnjollernes årlige Polyester Cup. Det skete efter otte gennemførte sejladser lørdag og søndag. 

Måske helt fair i et jubilæumsår, da det var Dragørs Finnjolle-fleet, der oprindelig tog initiativ til at deltage i Kastrup Sejlklubs forårsstævne.

Dygtig baneledelse

Lørdag afvikledes tre sejladser i let vind, efter at sejlerne måtte vente i ligeledes tre timer grundet vindstille. Her blev det meste af ventetiden tilbragt på havnen med sejlersnak, inden Ole Krongaard fra Dragør lagde sig klart i front med tre topplaceringer.

Søndag viste sig fra en vindmæssigt væsentlig bedre side end forudsagt af eksperterne. Første sejlads blev gennemført i ikke mere end 2 til 3 m/s, hvorefter vinden langsomt tiltog og sluttede i ca. 5 m/s.

- Med meget dygtig og hurtig baneledelse blev fem sejladser gennemført i løbet af søndagen, fortæller Finnjolleklassen i en mail til minbaad.dk. 

Otto Strandvig, Svend V Andersen og Michael Staal delte førstepladserne mellem sig denne dag. Det resulterede i en samlet sejr til Michael Staal, mens Ole Krongaard sejlede stabilt og tog 2. pladsen i stævnet. Ligeledes holdt Casper Elkjær hovedet koldt og sikrede sig stævnets 3. plads.

Sæsonen skudt i gang

Tilbage på land efter sejladserne trakterede Kastrup Sejlklub som vanligt med suppe og molebajere. Der var ros fra sejlerne til arrangøren, og ros fra arrangøren til sejlerne for fair og flot sejlads. Især starterne fik rosende ord med på vejen.

I alt 14 Finnjoller havde nogle hyggelige stunder på vand og land. Kapsejladssæsonen er skudt i gang, og næste stævne på dansk vand er den 10.-11. juni i Rungsted. I ugen inden deltager fire danske Finnjolle-sejlere desuden i Finn Masters VM på Barbados.

Se de samlede resultater herover. 

Finnjolle-sejlerne forstod at hygge på landjorden. Foto: Michael Staal

Der var ikke meget vind til Finnjollerne i weekenden. Foto: Lars Darling

content-loader
content-loader
content-loader