Gå til hoved-indhold
Test
Ud for La Rochelle i Atlanterhavet rykkede farten hurtigt op på 15 knob. Foto: Bert Kolthof

Test af Tricat 30 gav sug i maven

Tricat 30 rykker promte når den møder et vindpust. Trimaranenen er også sikker, viste test på Atlanterhavet. Båden er et fint alternativ til danske Dragonfly 28 Touring.

Af Troels Lykke |

Når man ikke sejler i flerskrogsbåde til hverdag, men sejler med køl under, kan man godt føle sig utryg. For kan trimaranen kæntre, det er set før, selvom det sjældent sker.

Men tryg om bord på den syv meter brede Tricat 30, det var vi. Båden omsatte pust på 7-8 m/sek. til fart og ikke krængning.

Ud for La Rochelle i Atlanterhavet rykkede farten hurtigt op på 15 knob, da vi sejlede for halvvind med en 36 kvadratmeter gennakker og lige så stort storsejl, der har en stor kappe på i toppen.

Det viste test for BådNyt under European Yacht of the Year 2017.

Den 2,25 tons båd i glasfiber krængede lidt over syv-otte grader, men midterskroget kom aldrig fri af vandet, hvilket dog godt kan ske, når der er mere vind, fortalte den 50-årige fabriksejer og erfarne flerskrogs-sejler Antoine Houdet, der var med under testen. 

Hurtige og sikre skrog

Sideskrogene på Tricat 30eren er da også moderne med negativ stævn og spidse og runde for oven, så de lettere slipper vandet, hvis skroget går under vand og forsøger at kile sig fast.

Sideskrogene er samtidig skarpe, høje fremme og med meget bæring i, så båden har svært ved at vælte forover eller til siden i et gigantpust.

Hovedskroget har en smal vandlinje, men er kraftigere over vandet for at give plads, mens stævnen er høj, spids og oprejst.

Heldigvis er der indenfor skrogdesign er der sket meget de seneste fem-seks år, hvor flerskrogsbåde jorden rundt og i America’s Cup har smittet positivt af. Sideskrogene er dermed langt mere effektive på både fart og bæreevne.

I sideskrogene kan man placere fendere og andet. Stuveplads er der altid brug for. Og på trampolinerne, hvor der er god plads, kan man placere en oppustet RIB.

Generelt er der ikke sparet på gode materialer og Tricat 30eren har  tværbjælker i kraftig kulfiber, placeret højt, så de har sværere ved at blive ramt af bølgerne. Også de to 1,56 meter dybe sværd, der er i hvert sideskrog, er i kulfiber. 

Der er forbavsende meget plads er der i Tricat 30eren, hvor der er en anstændig salon at sidde i og et langt pantry at arbejde med. Ståhøjden er på 1,88 meter. Bemærk også de store kahytsvinduer. Foto: Bertel Kolthof

Fås med højere kulfibermast

Men masten er i aluminium, dog fås Tricat 30 også i en hurtigere sportsudgave med en højere, roterende kulfibermast.

Vi havde nu fart nok under testen. Det føles også hurtigere i en trimaran, der placeret så tæt på vandet.

Udsynet fra rorsmandens plads og frem går lige, man kan akkurat se over den lidt høje kahyt, der er høj, men også skrå, så man kan se frem, selvom man sidder nede i cockpittet, hvor rygstøtten er noget lav på lidt over tyve centimeter.

Lige bag rorsmanden er den meget robuste løjgang placeret. Den skal virkelig også være stærk for at holde det kæmpe storsejl, hvor der kan være op mod over et tons tryk på.

Udvekslingen på storsejlet er også omfattende, men stadig var det hårdt at hale det ind, når vi krydsede lige under 45 grader til vinden med 11 knob.

Alt fungerede under sejladsen, også når vi sejlede med gennaker, der er placeret på et kun 40 centimeter permanent bovspryd på, hvor man på Dragonfly 28 har over en meter bovspryd, der sikrer at gennakkeren trækker endnu bedre.

Fire Harken-spil sidder inde for rækkevidde, og man kan akkurat være tre i cockpittet. Det er også her at man justere og haler skrogene ind til siden, når man er i havn, så båden foldes sammen og kun fylder 3,5 meter.

Let at styre

På alle kurser var roret relativt neutralt og dermed let at styre. Skrogene og tværbjælkerne virkede stive og der var ingen knirkelyde under sejladsen. Båden var samtidig i balance og franskmændene fra Tricat-værftet med seks ansatte, viser dermed at de er vant til at bygge trimaraner.

Tricat 30 er designet af Jack Michal og Antoine Houdet og de to har i femten år i forvejen designet og bygget 140 Tricat på 22, 23,5 og 25. 

Med Tricat 30 giver de et sundt modspil til de langt større konkurrenters Dragonfly 28 Touring og Corsair Cruise 970.

Den franske Tricat 30 ligger små 100.000 kroner højere i basispris, men kan ikke siges at slå Dragonfly 28 Touring på kvalitet, den  danske båd har nemlig noget højere finish og ser mere strømlinet ud end den franske båd. 

Til sjov sejlads

Tricat 30 blev nomineret til European Yacht of the Year 2017 og det forstår vi godt. Trimaranen har nemlig en stor  nok kahyt til at man kan være bekendt at tage familien om bord.

Her er gedigne sovepadser, stort pantry og fint salonbord til fire personer. Og på sejltiden begejstrer Tricat 30, når den accelererer ved selv det mindste pust, uden at man frygter at båden til 1,5 mio. kroner tipper over.

PLUS

Velsejlende

God plads i kahyt

Solid rig

Foldbar sideskrog

MINUS

Finish ikke i top alle steder

Dårlig rygstøtte til rorsmand

Høj kahyt i forhold til udsyn

Tricat 30

Skroglængde9,20 m

Bredde3,5/7 m

Vægt2,25 ton

Dybgang0,42/1,56 m

Motor  påhængsmotor 9,9 hk Mercury

Storsejl38,0 m2

Fok22,0 m2

Gennaker38,0 m2

Sovepladser6 styk.

CE-kategori                    B5 / C7

Pris standard    1,2 mio. kr.

Pris testbåd med udstyr  1,5 mio. kr.

DesignJack Michael og Antoine Houdet

VærftTricat, Frankrig, www.trimaran-tricat.com

Skrogstøbning       Marsaudon Composites, Lorient

Tricat 30 vejer 2,25 tons og er ikke en speciel letvægter, men båden accelerer fint, når der kommer et vindpust. Foto: Bertel Kolthof

content-loader
content-loader
content-loader