Sejler udgiver bog om 29er sejlads
Jens-Philip Dehn-Toftehøj har netop udgivet '29er manualen'. En bog med gode råd til teknik og manøvrering af 29eren på en bane.
29'er sejler, Jens-Philip Dehn-Toftehøj, har netop annonceret at hans bog '29er manualen' er færdig. Projektet har været kørende siden slutningen af sommerferien.
- Jeg har i bogens 96 sider på bedste vis forsøgt at beskrive mine erfaringer inden for en bred vifte af 29er-kundskaber. Bogens absolutte hovedfokus er teknik, hvor jeg har skrevet om, hvordan man udfører alle manøvrer på en bane - og med egne illustrationer, skriver Jens-Philip Dehn-Toftehøj på Facebook.
Inspiration til topbesætninger og nye
- Jeg har især skrevet bogen for at udjævne den generationskløft, vi gang på gang oplever i 29er-klassen. Jeg håber, at den kan hjælpe topbesætningen til at udvikle sig og til at få et frisk pust til deres rutiner. Derudover at den kan hjælpe alle de nye besætninger, der famler i blinde, med at opnå indsigt i, hvordan jeg fik tingene til at fungere og give dem et mål at arbejde hen imod. Bogen er opbygget, så den er nem at slå op i, og grundet min egen 29er baggrund har jeg skrevet hver enkel manøvre både fra gastens synspunkt og fra styrmandens, skriver Jens-Philip Dehn-Toftehøj på Facebook.
Bogen udkommer 12. december, og kan bestilles på mail Jensphilipdehn@gmail.com.
Bogen koster 149 kroner.