Gå til hoved-indhold
Ved de sidste to verdensmesterskaber er Anne-Marie Rindom taget hjem med en guld- og bronzemedalje. Foto: Anne-Marie Rindom til OL / FacebookKapsejlads
Ved de sidste to verdensmesterskaber er Anne-Marie Rindom taget hjem med en guld- og bronzemedalje. Her træner hun forleden hjemme i Aarhus, hvor hun bor. Foto: Troels Lykke

Rindom inden VM: Dygtige atleter holder niveauet over mange år

Forberedelserne har ikke været optimale for Anne-Marie Rindom. Alligevel håber Laser-sejleren på topplacering til VM. - Jeg vil vise, at jeg kan holde det høje niveau, fortæller hun til minbaad.dk.

Af Sara Sulkjær |

Med en brækket arm i februar, der endnu ikke er tilbage ved fuld styrke, og en overbelastning i skulderen, skulle man måske tro, at Anne-Marie Rindom ville stile efter en middelmådig placering ved dette års VM. 

Det er ikke tilfældet. Danmarks bedste Laser Radial-sejler går fortsat efter den samlede sejr, selvom hun må erkende, at guldchancerne før har været større:

- De (skaderne, red.) betyder ikke, at jeg ikke går efter at vinde. Men samtidig vil jeg dog heller ikke blive skuffet, hvis jeg ikke vinder, forklarer OL-bronzevinder Anne-Marie Rindom til minbaad.dk. 

Dygtige atleter holder niveauet 

Størstedelen af konkurrenterne har da også fået langt flere timer på vandet i 2017, da det i Laseren, modsat flere af de øvrige OL-klasser, ikke er kutyme at tage en pause efter de olympiske lege. Når VM starter mandag i Medemblik, Holland, bliver det derfor med toptunede Laser-sejlere på startlinjen. 

- Mange har givet den gas, og derfor vil jeg også være tilfreds med en top-10 placering, understreger 26-årige Rindom, som hen over sommeren har trænet 3-5 gange ugentligt på Aarhusbugten. 

Derudover har hun i juni været på en to uger lang træningslejr i Holland med den unge Laser-sejler Andreas Krabbe for at få et indtryk af de forhold, som hun og de andre VM-sejlere skal dyste under fra mandag til lørdag d. 26. august. 

For placeringen er absolut ikke ligegyldig for den dygtige sejlere, der vil vise, at hun ikke blot er en døgnflue på podiet:

- Først og fremmest vil jeg vise, at jeg kan holde det høje niveau. Det kendetegner en dygtig atlet, at man ikke bare gør det godt én gang, men at man kan holde niveauet over mange år, mener sejleren, der dog allerede har vundet flere medaljer ved de store mesterskaber: 

- Jeg føler, at der er mange medaljer endnu, der skal hentes ind, understreger hun. 

På ferie i juli

Alligevel har sejleren også fundet tid til en længe ventet og velfortjent pause fra sejladsen. 

- I og med at forberedelserne ikke har været helt optimale, besluttede jeg at tage på en ferie midt i juli med min kæreste. Det er lang tid siden, at jeg har været det, og derfor skulle det være i år, forklarer Anne-Marie Rindom. 

Foruden Rindom vil også de unge Laser Radial-sejlere Anna Munch og Laura Kragh vise de rød-hvide farver ved VM-stævnet. 

Eksverdensmester og OL-bronzevinder Rindom brækkede armen i februar, efter hun stod på snowboard. - Jeg skal ikke på snowboard igen næste år, fortæller hun her, da vi møder hende i Aarhus. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader