minbaad.dk
tirsdag 24. april

Claus Høj Jensen er blandt de store favoritter til at tage den eftertragtede VM-titel. Foto: Høj Jensen Sails / Facebook

VM i H-båd: Tyskere kan presse Høj Jensen

Tre tidligere VM-medaljetagere fra Danmark stiller til start ved den schweiziske by Brunnen, herunder Claus Høj Jensen. Stærke tyskere, der specielt er gode på søerne, kan komme i vejen for guldet.

Kapsejlads | 21-08-2017 14:26 | Af  Sara Sulkjær

Vierwaldstättersee ved den schweiziske by Brunnen danner fra i dag, mandag, til fredag rammen om årets verdensmesterskab for H-bådene, hvor 42 både er mødt op. 

Blandt dem har fem danske teams fundet vej til søen. Her skal de forsvare dannebrog, og chancerne for en dansk verdensmester burde da også være inden for rækkevidde. 

Flere danske favoritter

Med sidste års VM-bronzevinder Claus Høj Jensen til start, som desuden før har vundet VM på søerne nede i Europa, er muligheden for såvel podieplads som guldpokal bestemt til stede. 

Også Morten Nielsen fra Roskilde Sejlklub har tidligere vundet DM-titlen, ligesom Claus Hovgaard fra Vejle før har sejlet en VM-bronzeplads hjem på Gardasøen i Italien. Denne gang deltager han dog med en ikke-sammensejlet besætning.

Derudover deltager Peter Dan Petersen fra Onsevig, som lige nu ligger på ottendepladsen i den danske H-båd Liga, samt Niels Søndergaard Pedersen fra Egå Sejlklub, som er nummer 11 i samme liga.

Tyskerne er stærke på søerne

Der er specielt tre stærke tyske skippere, som danskerne kan få problemer med. Både Dirk Stadler og Peter Zauner har i sommers været til DM i Amtoft, hvor de dog blev sat flot til vægs med en hhv. 15. og 7. plads.

Men sejlads på Limfjorden er ikke at sammenligne med sejlads på en sø i Schweiz, og sidste gang der var VM på Gardasøen, blev Dirk Stadler viceverdensmester, og Peter Zauner sejlede en 7. plads hjem.

Den tredje stærke tysker er Erich Offermans, som har sin familie med som besætning. Familien blev faktisk nummer 6 ved forrige VM på Gardasøen.

Hollænderne kan også

Sidste gang, der blev sejlet på Vierwaldstättersee, var i 2007, hvor hollandske Hans Peulen blev verdensmester. Mon ikke han drømmer om at gentage successen igen. Det er før set, at skipperne i H-bådsklassen vinder deres andet VM efter en 10-20 års tørke - bare spørg Morten Nielsen fra Roskilde Sejlklub.

Endnu en dansk besætning, Team Mølholm fra Egå Sejlklub, stiller dog til start. Det er nok den danske besætning, der vil give de største odds, hvis man kunne spille på H-bådene. Ifølge skipper Niels Søndergaard Pedersen er besætningen da også ligeså meget på herretur, som de er til VM: 

- Vi havde 19 timer i bil med tyk mandehørm og glæder os nu til at dele lejlighed med Team 569 fra Vejle. Båden er rigget, og mandagen vil vi bruge på at sejle rundt på søen og trimme fart med de andre. Vores drømmemål er en 17. plads - det er vi blevet til flere andre sejladser i år, så hvorfor skulle det ikke lykkes her også, fortæller Niels Søndergaard Pedersen i en pressemeddelelse. 

Læs mere om VM her

Claus Høj Jensen fortæller herunder fra Brunnen. Video: Høj Jensen Sails / Facebook

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET