Gå til hoved-indhold
Der er sket meget med både færgeruten og Danmark, siden ruten mellem Bøjden og Fynhavn blev etableret i 1967. Fotos: Horne Lands Folkemindesamlings Arkiv og Færgen.Kort Nyt
Der er sket meget med både færgeruten og Danmark, siden ruten mellem Bøjden og Fynhavn blev etableret i 1967. Fotos: Horne Lands Folkemindesamlings Arkiv og Færgen.

Bøjden-Fynshav fejrer historisk mærkedag

I 50 år har færgeruten mellem Bøjden og Fynshav udgjort en genvej mellem Fyn og Sønderjylland. Rederiet Færgen gør jubilæet til en festdag.

 

Af Troels Lykke |

Da Mette Bock (LA) tiltrådte som kulturminister i november 2016, skete det blandt andet med en udmelding om, at alle hovestadens børn bør sejle en tur med AlsFærgen.

Årsagen var, at kulturministeren finder det vigtigt, at danske børn kender deres land og dets vigtigste historie. Og netop færgeruten mellem Fyn og Sønderjylland emmer ganske rigtig også af historie.

Stadig relevant

Den 27. maj er det 50 år siden, at ruten blev etableret, hvilket rederiet Færgen markerer, fordi den ifølge Færgens salgs- og marketingchef Lindy Kjøller fortsat har høj relevans i 2017.

Ikke mindst som et alternativ til motorvejens kødannelser, hvilket gør den til en vigtig del af Syddanmarks infrastruktur.

”Igennem årene har ruten udviklet sig meget, og det samme har området. I min optik er der tale om Danmarks smukkeste færgesejlads, hvor kaptajnen ofte gør passagerne opmærksomme på, at de har mulighed for at se sæler og marsvin bolte sig i vandet. Det er der rigtig mange, der vælger frem for trafikpropper. Vi er meget glade for at være med til at forbinde Fyn og Als og for at være en del af det turismearbejde, der bliver gjort på de to øer, som for mig at se repræsenterer noget af det allerfineste inden for dansk turisme,” siger Lindy Kjøller.

Han henviser i den forbindelse til blandt andet historieformidlingen på Egeskov Slot, Fyns perlerække af slotte og herregåde samt den smukke natur, der gør øen særligt velegnet til cykelturisme.

Dybbøl trækker

På Als rummer turismetilbuddet blandt andet Historiecenter Dybbøl og oplevelsesparken Universe Science Park, der netop nu præsenterer Europas største udstilling inden for virtual reality.

Færgen markerer jubilæet for Bøjden-Fynshav ved at nedsætte priserne på mad, drikkevarer og is i skibets bistro med 50 procent på dagen. Derudover inviterer Færgen mandag den 29. maj politikere, samarbejdspartnere og medier til en event på færgen M/F Fynshav i anledning af jubilæet.

Moderniseret i 2015

Overfartens primære færge er M/F Fynshav, der blev moderniseret og indsat i 2015. Den rummer blandt andet et stort pendlerområde med gratis Wi-fi, så forretningsrejsende har mulighed for at arbejde under overfarten.

Ligeledes er ruten blevet omfattet af Brobizz-ordningen, hvilket har gjort indtjekning lettere og dermed færgeoplevelsen mere fleksibel. For at sikre timedrift i dagtimerne i sommersæsonen bliver ruten suppleret med færgen M/F Frigg Sydfyen. Overfarten varer under alle omstændigheder 50 minutter.

Om Færgen

Færgen er Danmarks største ø-rederi og sejler til henholdsvis Bornholm, Samsø, Fanø, Als, Langeland og Lolland via i alt syv forskellige ruter.

Færgen står desuden bag bookingportalen Dansk Ø-ferie, der samler alle de bedste oplevelser på de danske øer ét sted og gør det muligt at booke både transport, ophold og oplevelser hjemmefra.

Det sker blandt andet via såkaldte ø-hop, hvor ophold på flere øer kan kombineres og finde sted under én og samme rejse.  

Sådan ser færgen ud i dag. PR-foto

content-loader
content-loader
content-loader