Gå til hoved-indhold
Sejlsportens største virksomheder samles nu i Skib & Båd. ArkivfotoKort Nyt
Sejlsportens største virksomheder samles nu i Skib & Båd. Arkivfoto

Danboat lukker - men slukker ikke

Danboat, også kendt som Søsportens Brancheforening, ophører som selvstændig forening 30. september 2017. Den lille forening havde ikke gennemslagskraft på Christiansborg.

Af Sara Sulkjær |

De mest betydningsfulde virksomheder inden for lystfartøjsbranchen har længe været samlet i Danboat. En forening, hvis formål er at varetage branchens faglige interesser såvel indadtil som udadtil og virke til fremme af søsporten, herunder sikkerhed til søs.

Den æra er nu slut. Blandt andet har foreningen måtte sande, at dens store mål om at gøre det nemt og billigst muligt at komme på vandet har lidt et knæk, da kaskoafgiften i 2012 blev pålagt de danske sejlere. 

Kunne ikke ændre kaskoafgiften 

Foreningens vigtigste mærkesag har derfor været at afskaffe eller minimere afgiften på kaskoforsikringen. I Danboat anser man afgiften som værende en helt urimelig udgift for sejlerne og ødelæggende for den danske bådbranche. 

Derfor har foreningen haft en del møder på ministerplan om afgiften, som dog endnu ikke har haft den ønskede effekt. 

- Vi opnår som regel stor forståelse for vores problemer, men må også erkende, at en lille selvstændig forening drevet af entusiaster i fritiden ikke har den fornødne gennemslagskraft på Christiansborg, forklarer Jan B. Hansen, mangeårig formand for Danboat.  

Bl.a. derfor vedtog Danboats generalforsamling i november 2016 enstemmigt at afvikle foreningen og lade alle aktiver overgår til Skib & Båd. 

Jens Quorning i spidsen 

Danboat og Skib & Båd har desuden andre fælles mærkesager, ligesom begge foreninger har et sammenfald i medlemsskaren. Det var derfor et naturligt skridt, at Skib & Båd, som er en medlemsforening under Dansk Industri, der varetager interesser fra såvel erhvervs- og lystbådebranchen, skulle overtage Danboats funktioner. 

Ligeledes har Skib & Båd et effektivt sekretariat og stor politiks gennemslagskraft, som til fælles bedste, både for sejlerne og maritime virksomheder, vil gøre dagligdagen nemmere.

Med Jens Quorning fra Dragonfly, som må siges at være en mand med alle tre skrog plantet solidt i havet, i front for Skib & Båd, lover det godt - også for lystfartøjsbranchen.

I den indledende samarbejdsfase er det da også allerede lykkedes at forenkle låntagning i både under 20 bruttotons. 

Danboat-navnet føres videre

Det er desuden heller ikke sidste gang, at Danboat-navnet møder den danske bådebranche. Navnet vil nemlig fortsætte som en arbejdsgruppe under Skib & Båd, som primært vil stå i spidsen for at koordinerer markedsføring og bådudstillinger i Danmark.

- Det gamle ordsprog: ”Når en dør lukkes, åbnes en ny” kunne ikke passe bedre end i vores situation, slutter den nu afgående formand, Jan B. Hansen. 

content-loader
content-loader
content-loader