KDY vært ved DM for laser - OL bronzevinder deltager
40 Laser-sejlere mødes 2. - 3. september i Rungsted. OL bronzevinder Anne-Marie Rindom blandt deltagere.
Den kommende weekend, 2. - 3. september er Kongelig Dansk Yachtklub vært ved DM for Laser-jollen. Stævnet er samtidig det 3. og sidste ranglistestævne for klassen i 2017.
Sejleraktivitet på havnen
Lørdag og søndag vil der være fyldt med sejleraktivitet på Rungsted havn, samt i farvandet uden for havnen.
Det fortæller Jane Walsøe fra Kongelig Dansk Yachtklub.
I den Olympiske Standard klasse mødes over 40 Laser sejlere, for at kæmpe om Dansk Idrætsforbunds officielle mesterskab.
Pigerne i den også Olympiske klasse, Laser Radial, kæmper om Dansk Sejlunion klassemesterskab. Her vil bl.a. olympisk bronzevinder Anne-Marie Rindom være blandt deltagerne.
KDY har endnu engang cementeret deres deltagelse i Olympisk Kraftcenter Øst, som også bakkes op af Team Hørsholm, ved at have begge de to olympiske klasser på vandet.
Lørdag går første start kl. 11, og søndag kl. 10.

