Gå til hoved-indhold
I de indledende sejladser blev der i Opti A, Opti B og Zoom 8 kæmpet om en plads i medalrace. Foto: Snekkersten Skotterup SejlklubSejlklubber
I de indledende sejladser blev der i Opti A, Opti B og Zoom 8 kæmpet om en plads i medalrace. Foto: Snekkersten Skotterup Sejlklub

Jollestævne med medalrace og professionel livespeak

Opti A, Opti B og Zoom 8 sejlede afgørende sejlads tæt på land i Snekkersten, så tilskuerne kunne følge med. Prof-sejler Jesper Radich kommenterede.

Af Sara Sulkjær |

I strålende sol og med en frisk vind fra sydøst stod 80 glade sejlerbørn søndag morgen klar med deres joller på Snekkersten Havn. 

Parate til at prøve kræfter med bølgerne og vinden, der var på programmet ved årets Jyske Bank Cup. 

Nyt koncept med medalrace

En cup, som ligeledes skulle agere prøvekanin for Snekkersten Skotterup Sejlklub nye koncept ved afholdelsen af sejlstævner.  

- Vi har længe haft et stort ønske om at gøre sejlstævner mere publikumsvenligt, forklarer Martin Bjørk-Olsen, formand for Snekkersten Skotterup Sejlklubs ungdomsafdeling, i en pressemeddelse. 

- Derfor har vi som noget nyt valgt at sejle udtagelsessejladser først på dagen, for så at afholde et medalrace helt tæt på land for de fem bedste både i hver af klasserne; Optimist A, Optimist B og Zoom 8, fortæller formanden videre. 

Radich delte viden

Finalebanen var med start og mål mellem molehovederne i indsejlingen til Snekkersten Havn meget tæt på land, således at forældre og andre interesserede kunne følge med. 

Den professionelle sejler Jesper Radich, som netop havde afsluttet Palby Fyn Cup, var ligeledes klar med livespeak på finalesejladserne. En stor oplevelse for sejlerne og publikum, som nød godt af Radichs store viden samt kommentatorerfaring fra bl.a. Eurosport.

Der var da også kæmpe smil på læberne, da sejlerne kom over mållinjen, og de blev fejret med en stor ”bølge” på molen fra alle tilskuerne.

Det bliver derfor ikke sidste gang, at Snekkersten Skotterup Sejlklub afvikler stævner med afsluttende medaljesejladser, garanterer klubben. 

Hoppede i vandet til kæntret sejler

Ved præmieoverrækkelsen blev der i år ligeledes uddelt en helt særlig præmie for heltemod. En pris, der gik til Zoom 8-sejler Simone Dalbergh-Garde.

Hun hoppede hurtigt i vandet for at hjælpe en yngre Optimist C-sejler, der var kæntret i den friske vind. Han var tydeligvis rystet og havde brug for hjælp. Dette viser sandt sømandskab og et kæmpe overskud fra så ung en pige.

Som prikken over i’et var antallet af deltagere til stævnet ligeledes det største i sejlklubbens historie: 

- Jeg er vildt stolt og rørt over, at så mange sejlere, endda nogle af Danmarks bedste, har fundet vej til stævnet her i Snekkersten, siger en glad Martin Bjørk-Olsen.

Se vinderne af Jyske Bank Cup herunder: 

Heltemodet hyldes i Snekkersten. Foto: Snekkersten Skotterup Sejlklub

Feva-sejlere på podiet. Foto: Snekkersten Skotterup Sejlklub

Vinderne i Zoom 8-klassen. Foto: Snekkersten Skotterup Sejlklub

De bedste Opti A-sejlere på podiet. Foto: Snekkersten Skotterup Sejlklub

Opti B-sejlere modtog ligeledes klapsalver. Foto: Snekkersten Skotterup Sejlklub

De nye Opti C-sejlere blev også hædret. Foto: Snekkersten Skotterup Sejlklub

Jesper Radich ses her til Palby Fyn Cup, hvor han kom først i Soto 40 blandt kølbåde. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader