Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
I 2021 vil de udfordrende IMOCA 60'ere være en del af Volvo Ocean Race. Foto: Volvo Ocean Race

Næste Volvo Ocean Race sejles i foilende IMOCA 60'ere

En helt ny bådklasse i VOR-sammenhæng bliver en del af den kommende Jorden rundt-sejlads. Først skal klassereglerne opdateres, ligesom bådenes design må nytænkes.

Af Sara Sulkjær |

IMOCA 60'erne, der blandt andet kendes fra solosejladsen Vendée Globe, er på programmet, når Volvo Ocean Race atter skydes i gang i 2021. 

Det står klart, efter at Volvo Ocean Race og International Monohull Open Class Association (IMOCA) har indgået en aftale, der gør det muligt at anvende IMOCA-bådene til kapsejladser med fuld besætning. 

Muligt at kombinere solo og fuld besætning 

Inden bådklassen, der hidtil primært er anvendt til solosejlads, kan tage del i den verdensomspændende Volvo Ocean Race, må klassereglerne dog omskrives.

En komite er derfor nedsat og arbejder i øjeblikket på at udfærdige regler, der nærmere beskriver detaljerne omkring sejlads med fuldt crew i de 60 fod lange både.

Både, der nu designmæssigt må ændres for at imødekomme ønsker, behov og nødvendigheder fra alle dets skiftende besætninger: 

- Vi forsøger at lave en båd til fremtiden, som er i stand til at sejle både shorthand- og fullcrew-sejladser. Min holdning er, at det er realistisk gennem små kompromisser fra begge verdener for at mødes på midten, forklarer båddesigner Guillaume Verdier til volvooceanrace.com

De yngre vil have foils 

Med IMOCA 60'erne gør de populære foils samtidig for alvor deres indtog i sejladsen. Noget, der skal være med til at trække flere dygtige sejlere til racet: 

- Som sejler tænker jeg, at dette er meget spændende. For den yngre generation af sejlere handler det hele om at folie og surfe og sejle stærkt, og du må have de bedste sejlere involveret i sejladsen, fastslår Brunel-skipper, Bouwe Bekking. 

Ikke kun de kommende, yngre sejlere, men også den nye bådtype blæser nyt liv i Volvo-sejladsen, ligesom kapsejladsen fortsat vil være blandt de mest moderne.

Noget, der netop var målet for den nye løbsledelse, der står bag de fremtidige sejladser. 

Fremtid uvis for VO65 

Hvad der skal ske med de nuværende VO65'ere, der er anvendt i de to sidste udgaver af Volvo Ocean Race, er endnu uvist. 

Allerede for en måned siden stod det dog klart, at den nye løbsledelse var fortaler for to klasser i løbet. 

Dermed er det ikke sikkert, at vi har set det sidste til de 65 fod lange enkeltskrogsbåde. Hvad der præcist skal ske med VO65'erne afsløres i løbet af de kommende uger. 

Kilde: Volvo Ocean Race

content-loader
content-loader
content-loader