minbaad.dk
søndag 22. april

Der venter en spændende duel mellem Anne-Marie Rindom og OL-vinder Marit Bouwmeester. Foto: Sailing Energy

Landsholdet rykker på Mallorca - fire danskere i top-3

Første dag i guldfeltet blev en dansk succes. Rindom avancerer til andenpladsen, mens to besætninger er på podiet i 49erFX. Windsurfer Sebastian Fleischer stod for dagens overraskelse.

Kapsejlads | 04-04-2018 22:24 | Af  Sara Sulkjær

De bedste både mødte i dag hinanden ved Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca. Her markerede tredjedagen starten på de indledende sejladser i guldfelterne, hvor kun de 25 bedste både er med.

Det var noget, der passede de danske sejlere fremragende. Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom skiftede således en fjerdeplads ud med en andenplads, da hun i dagens to sejladser hev en tredje- og andenplads i hus.

Øverst i tabellen ligger Rindoms evige konkurrent, hollænderen Marit Bouwmeester, der med en første- og fjerdeplads er tre point foran danskeren. Til gengæld har Rindom syv point til tredjepladsen. 

Verdensmestrene i top-3

Også i 49erFX havde danskerne vind i sejlet. Med en 2., 10. og 5. plads holder Ida Marie Baad og Marie Thusgaard fast i andenpladsen, mens hollandske Bekkering og Duetz fortsætter deres flotte sejlads og er forrest i feltet. 

På podiet er nu også verdensmestrene Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, der efter en lidt blandet start på stævnet sejlede en 6-4-3-serie:

- Vi havde én sejlads med rigtig meget vind, hvor vi sejlede super stærkt, og førte stort på vej ned mod mål. Selvfølgelig væltede vi på vejen, ellers havde det jo ikke været spændende. Men vi rejste båden hurtigere end lynet, skriver Jena og Katja på Facebook. 

Teamet måtte derfor tage til takke med en fjerdeplads i sejladsen. En placering, der dog alligevel var med til at sikre dem en samlet tredjeplads, efter at de tirsdag sluttede på tabellens 10. plads. 

Flot dag af Fleischer 

I mændenes 49er måtte bedste danskere, Jonas Warrer og Jakob Precht, hoppe to trin ned ad tabellen. En 13-6-7-serie var ikke nok til at fastholde deres fjerdeplads, og de ligger derfor samlet 6'er inden torsdagens sejladser. 

Anderledes gik det til gengæld i RS:X. Her leverede windsurfer Sebastian Fleischer dagens store overraskelse, da han med to fjerdepladser avancerede fra en niendeplads til en placering på podiets nederste trin. 

Dermed har han bestemt en medalje indenfor rækkevidden ved stævnet, der slutter med medal races lørdag. 

Se alle de danske placeringer på Mallorca her: 

49er (91 både): 

6: Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen

16: Mads Emil Lübeck og Nikolaj Hoffmann Buhl

17: Frederik Rask og Marcus Bay

42: Michael Hansen og Mathias Sletten

54: Klaes Meier-Andersen og Carl Emil Baad

55: Daniel Bjørnholt og Nicklas Heide-Joergensen

49erFX (54 både):

2: Ida Marie Baad og Marie Thusgaard

3: Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen

13: Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby

Nacra 17 (47 både): 

17: Lin Cenholt og Mathias Bruun

26: Anne-Line Lyngsø Thomsen og Jakob Faarvang

35: Josephine Frederiksen og Christian Justesen

36: Katrine Bendix Krogh og Jesper Vogelius

Laser Radial (113 både):

2: Anne-Marie Rindom

40: Anna Munch

50: Laura Kragh Frederiksen

111: Julie Erhardsen 

Laser Standard (183 både): 

94: Christian Guldberg Rost

183: Gustav Skydsgaard

Finn (73 både): 

26: André Højen Christiansen

RS:X Men (118 surfere):

3: Sebastian Fleischer

RS:X Women (67 surfere):

38: Lærke Buhl-Hansen

Drage (16 både): 

6: Frank Berg, Thomas Schmidt og Anders Halsteen

Se alle resultaterne her

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET