minbaad.dk
onsdag 26. september

Rindom i presset mærkerunding. Foto: sailingphotoAarhus.dk

Rindom fra Horsens Sejlklub vinder i Laser Radial på Mallorca - før tid

Laser Radial-sejler, Ann-Marie Rindom, formåede allerede fredag at sikre sig et så stort pointforspring, at hun ikke kan indhentes på medal race i dag. RS:Xer tog bronze. Se Brøgger-fotos.

Kapsejlads | 07-04-2018 09:28 | Af  Troels Lykke

"Det lover godt frem mod VM," fortæller en glad Rindom i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion.

Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom sikrede sig fredag én af karrierens største sejre, da hun vandt det tradtionsrige Trofeo Princesa Sofia på Mallorca.

Triumfen understreges af, at stævnet først slutter lørdag - men danskeren har allerede nu opbygget et forspring på 23 point foran nærmeste forfølger.

Og det kan ikke indhentes, da der maksimalt er 18 point på højkant i det afsluttende Medal Race for feltets top-ti, viser resultatlisten

"Jeg er vildt glad og stolt over resultatet. Ikke kun over at vinde, men også over at have sejlet et rigtigt godt stævne. Jeg har bevaret roen og sejlet sikkert, men alligevel taget de nødvendige chancer," fortæller Rindom, der reelt grundlagde sejren tidligere på ugen med fem sejladser, hvor hun hver gang sluttede i top-tre.

Rival sat på plads

Rindoms sejr sættes i yderligere perspektiv af, at hun sætter sin "evige rival", den regerende verdens-, europa- og olympiske mester, Marit Bouwmeester (NED), på plads.

"Det betyder rigtigt meget at slå Marit på den her måde. Hun har været meget dominerende det sidste par år. Pludselig viser hun nu, at hun også kan lave fejl, det plejer at være vi andre. Jeg tror, hun blev stresset over at se hvor meget fart, jeg havde," siger Rindom, der i de to sejladser fredag kom i mål med placeringer som 10 og 8, hvilket var afgørende bedre end Bouwmeesters placeringer som 26 og 15.

Kæmpe boost frem mod VM

"Jeg er sikker på, at sejren giver mig et kæmpe boost frem mod VM. Også fordi, jeg har leveret gode sejladser i både blæsevejr og stille forhold her ved stævnet. Vi kan også forvente blandede forhold ved VM i Aarhus. Så jeg synes, det lover rigtigt godt," fastslår den 26-årige Horsens-sejler.

Triumfen på Mallorca kan måle sig med Rindoms hidtidige to World Cup-sejre, hvoraf den seneste kom i oktober 2017. Rindoms to største succeser er OL-bronze i 2016 og VM-guld i 2015.    

Dansk windsurfer i medaljeduel

Også windsurferen Sebastian Fleischer har gode muligheder for at få metal med hjem fra Mallorca.

Før Medal Race, lørdag, ligger Fleischer på en samlet tredjeplads side om side med en kinesisk surfer. De to kan meget vel ende i direkte duel om bronzemedaljen.

I 49erFX mistede Ida Marie Baad og Marie Thusgaard til gengæld deres podieplads fredag. De åbnede dagen med en tyvstart, fulgt op af placeringer som 19 og 11, hvilket sender dem ned på en samlet sjetteplads før Medal Race.

Jena Mai-Hansen og Katja-Salskov Iversen er på en 7. plads.

 

Sebastian Fleischer fra KDY er på 3. plads før Medal Race i dag. Foto: Peter Brøgger

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard fra Aarhus Sejlklub har ikke helt kunne holde sig i toppen af dette stævne. Foto: Peter Brøgger

Se flere fotos fra Mallorca af fotograf Peter Brøgger  på hans hjemmeside her

Se også Brøggers foto fra facebook her

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET