Gå til hoved-indhold
Maersk Line med Josh Porebski, Jack Simpson og Dave Hazzard har hentet en 1. og 3. plads i de første sejladser. Foto: JJ Giltinan ChampionshipKapsejlads
Maersk Line med Josh Porebski, Jack Simpson og Dave Hazzard har hentet en 1. og 3. plads i de første sejladser. Foto: JJ Giltinan Championship

Edderkopper udskyder europæiske 18-footers VM-deltagelse

Sejlerne fra Europa må vente på at sejle JJ Giltinan Trophy i Sydney. Europæiske edderkopper var taget med til Australien, hvor bådenes container nu gasses, forklarer Søren Clausen.

Af Sara Sulkjær |

De fire europæiske 18-footer-besætninger ved klassens uofficielle VM, JJ Giltinan Trophy i Sydney er sandsynligvis mere trætte af edderkopper end vanligt. Flere af de små kryb har nemlig listet sig med i containeren til Australien: 

- Da myndighederne åbnede den, kom der små europæiske edderkopper ud - så containeren skulle gasses, og bådene er først klar til tirsdagens sejlads. Surt show!, skriver 18-footer-sejler, Søren Clausen i en mail til minbaad.dk. 

Maersk i front

En container, som danske Team CHIA med netop Søren Clausen, broderen Flemming og Thomas Ebler ellers havde sikret sig en plads i. Ebler søgte dog mod isbådssejlads i stedet, mens også arbejdslivet satte en aktiv stopper for det danske teams deltagelse. 

I stedet er pladsen overladt til en engelsk båd, der altså missede de to første sejladser lørdag og søndag, der blev sejlet i hård vind. Se relive fra sejladserne her og her

Selvom ingen danskere har sat kursen mod mesterskabet, har stævnet stadig et dansk islæt. Det er nemlig Maersk Line, der sponsorerer holdet, der i øjeblikket befinder sig øverst i tabellen med ét point til andenpladsen. 

En uge med frisk vind

På stævnets næste sejldag, tirsdag, er de europæiske både atter frigivet. Dermed kan holdene nyde at være på vandet i varmen frem til søndag, hvor den afgørende sejlads skydes i gang. 

- Vejrudsigten i Sydney siger frisk vind hele ugen, så det bliver fantastisk at følge, slutter Søren Clausen. 

Du kan følge sejladserne live her

Resultaterne efter de første to sejladser. Foto: JJ Giltinan Championship

På andenpladsen ligger Honda Marine med to point til tredjepladsen og ét point til toppen. Foto: JJ Giltinan Championship

Team Knight Frank måtte en tur i vandet i det hårde vejr. Foto: JJ Giltinan Championship

content-loader
content-loader
content-loader