Sussie Goodall bliver den første kvindelige Golden Globe-sejler
Uden moderne navigationsudstyr skal den 28-årige skipper sejle alene Jorden rundt uden stop. Starten går om en måned.
Kun én gang tidligere er Golden Globe-sejladsen skudt i gang. Det var i 1968 - to årtier før, at den første kvindelige deltager, Sussie Goodall, havde sat fødderne på et dæk.
Tre år var den i dag 28-årige kvinde, da hun i 1992 første gang stiftede bekendtskab med sejladsen gennem sin familie.
Erfaren instruktør og skipper
Siden har sejlerkarrieren taget fart i først Laser-jollen og senere som instruktør og skipper på flere større yachts:
- Da jeg var ung, blev alle ferierne brugt på sejlads og mine weekender fyldt med kapsejlads i Laseren, inden jeg startede med at træne på Isle of Wight, fortæller Goodall til Golden Globes hjemmeside.
Briten, der også bliver den yngste til at tage del i Jorden rundt-sejladsen, hopper ombord på en Rustler 36, der blandt andet har båret Goodall over Atlanten to gange.
Tilbage til 60'erne
En båd, der som alt det øvrige udstyr i årets Golden Globe-sejlads var til rådighed under den første og hidtil eneste udgave af sejladsen sidst i 60'erne.
Heller ikke moderne navigations- og kommunikationsudstyr er derfor tilladt ombord, ligesom deltagerne må nøjes med at høre musikken på kassettebånd.
I alt 18 sejlere tager del i den historiske sejlads, der skydes i gang 1. juli i Frankrig.
Kilder: Sky News og Golden Globe