En duelighedsstuderende mener, at det er "overkill", at prøvetagere ved duelighedsprøven for fritidssejlere skal kunne rette en kurs for misvisning og deviation.
En holdning, Benjamin Kristensen fra Duelighedsklubben bestemt ikke deler, fortæller han i læserbrev:
Jeg er opmærksom på, at nogle censorer ved duelighedsprøverne tilsyneladende ikke længere kræver, at man kan rette kurser for misvisning og deviation.
Der er i mine øjne sket en betydelig udvanding af kvaliteten ved duelighedsprøverne, antageligt på grund af mangeårigt svigtende tilsyn fra Søfartsstyrelsen med prøverne, og fordi bl.a. Søsportens Sikkerhedsråd og Dansk Sejlunion igennem en årrække har markedsført duelighedsbeviset, nærmest som værende et kompetencebevis for førere af småbåde i vandkanten.
Duelighedsbeviset er ikke bevis til jollesejlads
Disse småbådsførere anbefaler vi at tage Kystsejleruddannelsen på www.duelighed.dk, som er skræddersyet til at udvikle søsikre kompetencer hos bådføreren, netop når det gælder småbåde ved kystsejlads. Det er gratis at bruge uddannelsesprogrammet.
Problemet er, at duelighedsbeviset for fritidssejlere IKKE er et "jollesejlerbevis".
Den formelle målsætning er ifølge bekendtgørelsen, at prøvetageren efter prøven skal kunne fungere som styrmand (vagthavende navigatør) i fritidsfartøjer op til 24 meter, i visse farvande.
Vagthavende skal kende kompassets deviation
Min samvittighed som faglig ansvarlig for kompetenceniveauet i Duelighedsklubbens uddannelsesprogrammer er først rigtig god, når prøvetageren efter prøven kan navigere en 23-meter skonnert med 50 gæster ombord sikkert over Kattegat, mens skipper ligger på køjen med roskildesyge.
Med hensyn til rettelse af kurser for misvisning og deviation kræver Søfartsstyrelsen, at alle fartøjer skal være udstyret med et godkendt magnetisk hovedkompas.
Ifølge vagtholdsbekendtgørelsen skal den vagthavende navigatør kende kompassets deviation samt kunne foretage hyppige og nøjagtige kompaspejlinger af skibe, der nærmer sig.
Lovkrav må følgesSå længe der er et lovkrav om magnetkompas ombord, samt lovkrav om at navigatøren skal kunne benytte kompasset, må vi i duelighedsuddannelsen sikre os, at navigatøren forstår principperne i kompasnavigation.
Samtidig skal han kunne bruge kompasset i praksis, hvilket kræver, at man har solid forståelse for både misvisning og deviation.
En duelighedsprøve uden test af disse færdigheder er i mine øjne ikke seriøs i forhold til regelsættet og i forhold til mine praktiske erfaringer med sejlads på verdenshavene med større fritidsfartøjer.
Glade sejlerhilsner :-)
Benjamin Kristensen,
Duelighedsklubben.