Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Tomast-skonnerten Aron vil blandt andet anløbe Marstal på ekspeditionen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis.

Arkitektstuderende er på ekspedition i Det Sydfynske Øhav

Mandag stævnede to skibe ud fra Svendborg med 35 studerende, som over de næste ni dage skal komme med deres bud på, hvordan vækst og bosætning kan fremmes i Det Sydfynske Øhav.

Af Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis |

Mandag middag stod to kendte skibe fra Marstal og Svendborg ud på en ekspedition i Det Sydfynske Øhav. Om bord på veteran-coasteren Samka fra Marstal og tomast-skonnerten Aron fra Svendborg er foruden besætningerne 35 studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole i København. Skibene afgik fra Svendborg.

International ekspedition

Skønt dansk domineret, vil det ikke være en overdrivelse at kalde projektet for internationalt. Ekspeditionens tilrettelægger, Kristian Hansen fra Center for Maritim Arkitektur på Frederiksøen i Svendborg oplyser, at halvdelen af ekspeditionsdeltagerne er udenlandske studerende:

- Vi har deltagere fra fx Sidney, Tokyo og Toronto. De fleste er i Danmark for første gang. Så det er vildt at tænke sig, at de under deres ophold kommer så tæt ind på vores øhav, siger Kristian Hansen til Fyns Amts Avis.

Borgmestre inviteret om bord

Den sejlende ekspedition varer i ni dage. Undervejs anløber Samka og Aron småøer. Desuden er planlagt åbent skib-arrangementer i Faaborg onsdag, Marstal lørdag, Rudkøbing søndag og mandag samt i Svendborg ved ekspeditionens afslutning onsdag den 19. september.

Kommunernes fire borgmestre er også inviteret til besøg. Foreløbig har tre af dem sagt endelig ja til deltagelse. Hvert sted vil den lokale borgmester holde en tale om områdets udfordringer i forhold til vækst og bosætning.

Projekt på arkitektskolen

Ekspeditionens praktiske formål er at danne grundlag for de 35 studerendes projekter på arkitektskolen. Materialet skabes blandt andet gennem besøg hos en række mennesker, miljøer og institutioner rundt i Øhavet.

Skibene fungerer som ekspeditionens baser for deltagere og for faglige gæster. I Samkas lastrum vil der også være indrettet arbejdspladser til de studerende.

Tilbage på arkitektskolen i København skal de studerende indtil foråret arbejde på hver sin opgave. De færdige opgaver skal indeholde bud på, hvordan udviklingsfremmende projekter i Det Sydfynske Øhav kan realiseres. Alt inspireret under de ni næste dages sejlende ekspedition.

Ekspeditionen i Det Sydfynske Øhav er Kristian Hansens største nogensinde. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

Veteran-coasteren Samka vil blandt andet anløbe Rudkøbing og holde åbent skib. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

content-loader
content-loader
content-loader