Mens Vestas er på land: Jena sejler 49erFX i Portugal
Vestas-sejler Jena Mai Hansen har taget rorpinden i hånden i Vilamoura. Sammen med Katja Salskov-Iversen træner teamet fart på Portugals kyst.
Der arbejdes på højtryk i Auckland. Den nye, italienske stævnsektion er ankommet til New Zealand, og den blå Vestas-båd har nu fået skåret et større hul i bagbord sides fribord.
Imens har Jena Mai Hansen byttet den 65 fod lange havracer ud med 49erFX-sejlads i Portugal. Her træner og sejler hun et mindre stævne med makkeren, Katja Salskov-Iversen.
Fokuserer på farten
Det var ellers meningen, at sejleren skulle have sat sat sig på flyveren mod Hongkong i slutningen af januar for at hoppe ombord på det sjette ben til Auckland, hvortil den øvrige Volvo-fleet i øjeblikket sejler.
Som bekendt satte den tragiske fiskerulykke en aktiv stopper for den plan. I stedet er fokus nu på farten i 49erFXeren, hvor Jena og Katja arbejder med en hurtigere og mere præcis trimning:
- Det er lidt til den nørdede side af sejlads, så det er meget vigtigt for os at holde humøret højt, og smile lidt ekstra når det bliver for tørt, skriver pigerne på Facebook.
Indtager fjerdepladsen
Med de øvrige to danske 49erFX-besætninger samt træner Peter Hansen ved siden i portugisiske Vilamoura er humøret dog uden tvivl i top.
Også selvom Jena og Katja, der vandt guld ved VM i 2017, ikke har fået den bedste start på træningsstævnet med en samlet fjerdeplads efter førstedagen. For pigerne er det da også træningen, der er i højsædet, understreger de på Facebook:
- I sport snakker man meget i resultater og glemmer nogle gange vejen dertil. På vores team er processen altafgørende, og derfor træner vi meget, og vi træner fokuseret, skriver verdensmestrene.
En argentisk båd har lagt sig i front ved træningsstævnet, mens danske Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby ligger toer. Ida Marie Baad og Marie Thusgaard indtager tredjepladsen.
Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Jena Mai Hansen.
Forberedelserne frem mod monteringen af den nye stævnsektion er i fuld gang. Foto: Virgilio Fidanza / Brendon O'Hagan