Beretning fra mor og datter: At give stafetten og sejlerglæden videre

23 årige Sigrid Duekilde fra Kastrup lavede i sommers et projekt som hun kaldte for Sejlerkollektivet. Det gik i al sin enkelthed ud på at hun lånte sin forældres båd i tre uger og inviterede alle sine venner med lige meget om de kunne sejle eller ej. I løbet af de tre uger fik hun lært 16 personer at sejle og fik udbredt masser af sejlerglæde til unge mennesker.

Nu har Sigrid og hendes mor Mette Duekilde skrevet en beretning om det at give stafetten videre til den yngre generation.

Kender båden ud og ind

Husker I at lære jeres børn eller børnebørn at sejle, når de er med ude? Og lader dem tage ansvar så turen også bliver deres togt og sejlerglæden bevares? Hvis der skal være nogen til at tage over, når I engang vil sælge jeres både, skal der være unge mennesker, som ser tiltrækning i tursejlerlivet.

Jeg er vokset op med at sejle. Fra mine forældre købte deres første båd i '96 da jeg var to år gammel, er alle mine somre i større eller mindre grad foregået på gyngende grund. Jeg kender båden ud og ind og alle dens bevægelser med. Jeg kan stå i kabyssen bøjet over en frokosttallerken og mærke at vinden tager af eller at rorsmanden går for tæt på vindøjet.

Den evne har jeg ikke regnet for noget særligt, for det kan resten af den sædvanlige besætning jo også. 

Båden, Litorina, er meget familiær grund for mig. Det kan tælles på en hånd, hvor mange gange jeg i mit 23 år lange liv har sejlet den uden at have familie med og faktisk var jeg ikke særlig sikker på mine egne evner som skipper. Indtil denne sommer.

Flere og flere af mine venner har de seneste år fortalt at de gerne ville med ud en tur og i år tog jeg skeen i egen hånd og valgte at invitere hele bundtet. I foråret spurgte jeg mor og far om jeg måtte låne båden i tre uger, jeg spurgte alle mine venner om de ville med og så gik jeg og bed negle af nervøsitet i to måneder, men til sidst lagde mit Sejlerkollektiv fra havn og alle løse ender var gået op i en højere enhed.

Oplægget for at komme med var simpelt: Jeg sejler i det Sydfynske i de her uger - kom, kom, kom og vær med så kort eller længe du lyster!

Mor og far, må jeg låne båden?

Nej, det var ikke Mikkel Behas drenge, der ville sejle jorden rundt denne gang, men vores datter, Sigrid, der gerne ville indvi sine venner i hendes glæde for at sejle. Og selvfølgelig måtte hun låne båden.

Sigrid har sejlet siden hun var helt lille og har været med i arbejdet med sejladsen fra hun var stor nok til at række os sejsinger, når sejlet skulle surres. Så vi var helt trygge ved at lade Sigrid få ansvaret som kaptajn. Og vi ville gerne bidrage til at flere unge mennesker får øjnene op for glæden ved at sejle. Så Sigrid gik i gang med at planlægge og annoncere et sommertogt i det Sydfynske øhav bredt i sin venneskare.

Det endte med at 16 uerfarne gaster kom med på et knap tre uger langt togt, som blev døbt Sejlerkollektivet.

For tanken er ikke bare en hyggelig vennetur, men at der skal sejles seriøst og gasterne skal lære noget om at sejle. Sigrid definerede forskellige gasteroller: storsejlsgast, fordæk ved anløb og så videre, så alle kunne få og øve en bestemt opgave.

Og ruten bestemmes i fællesskab så gasterne også lærer at forholde sig til søkort, vindprognoser og way points. Gasterne trivedes ombord og var ivrig efter at lære. Jeg glæder mig allerede til vi skal sejle videre, lød det straks ved det første havneanløb.

Ny skipper (næsten) på egne ben

Vi startede fra Kastrup en sen søndag aften for at nå Bøgestrømmen sammen med dagslyset morgenen efter. Med ombord var to piger der aldrig har sejlet før og så forældrene, som sendte Sejlerkollektivet godt afsted ved at sejle med på det første halvandet døgns sejlads mod Fyn. Ja, så mere sikker på mine egne skipperben var jeg heller ikke.

De to grønne matroser gik fra nul sejlererfaring til en 18-timers sejlads og de gjorde det godt. I Nyborg forlod forældrene skuden og jeg og alle mine grønne matroser stod på egne ben.

En enkelt eller to havde spurgt om det var sådan noget sejlads, hvor man kunne ligge på dækket og slikke sol. Det satte lidt nervøse tanker i gang, for hvad nu hvis de alle sammen bare tænkte at de skulle cruise og jeg skulle sejle?

Men som det så ofte sker blev jeg kun positivt overrasket. Gasterne skulle ikke være ombord mange minutter før de opdagede at det er svært at leve fem mennesker på en 10-meters båd uden at hjælpe til eller vide hvordan man gebærder sig ombord.

Alle måtte lære at binde fendere på, sætte fast på klampe og bruge spil og spilsving, men det gav også sig selv, simpelthen fordi det hurtigt blev en nødvendighed at kunne. Derudover var der ikke rigtig nogen regler. Blot almindelig sund fornuft til søs.

Jeg gik efter en kollektivstemning, hvor venner sejler sammen i stedet for at gaster sejler med mig og jeg syntes det lykkedes.

Vi fandt ind i en hverdag med ø-hop, opsamlingsstop i Svendborg, badning og ankomstøl i havnen og mine nervøse skipperskuldre oppe om ørerne faldt gradvis ned på plads i takt med at opsamlingerne, indsejlingerne, stavvendingerne og ankerkastningerne alle gik godt.

Svær opgave

På de tre uger nåede vi at besøge ni forskellige øer, lægge til i Svendborg og Faaborg syv gange (og skifte besætning 11 gange) og hoppe utallige hovedspring fra ruftaget. En enkelt time med regn fik vi, men ellers var vi, som alle andre i Danmark denne sommer, utrolig heldige med vejret.

Alle medlemmer af Sejlerkollektivet lærte meget denne sommer og jeg selv lærte at jeg sagtens kan være skipper. At sejle med folk, der aldrig har sejlet før og se hvor meget de skal lære sætter sejlads i perspektiv. Det er sværere end jeg troede og hvor er jeg stolt af at jeg kan det.

Denne sommer har givet blod på tanden for at lære endnu flere at sejle, og mine gaster fik blod på tanden for at lære endnu mere om at sejle. Derfor er Sejlerkollektivet slet ikke slut, men fortsætter som sejlerskole i efteråret. Jo flere venner jeg lærer at sejle, jo flere kan jeg sejle sammen med. Det er ren win-win!

Sigrids venner nød livet ombord på båden på den tre uger lange sommertogt. Foto: Sigrid Duekilde.