Motorbådsrally på Øresund - sejl i fire forskellige klasser
Sæt kurs mod mærker og en flaskepost på Sundet til september. KDY står bag helt ny kapsejlads for motorbådssejlerne med fest i Rungsted om aftenen.
Inviter familie og venner ombord og sejl mod Rungsted Havn med op til 50 andre motorbåde lørdag den 15. september.
I fire forskellige klasser alt efter fart går starten kl. 10.00. En startlinje, der dog ikke krydses samlet, men i stedet vælger deltageren selv en havn mellem Mölle Hamn og Margretheholms Havn som sit udgangspunkt.
Saml mærkerundinger
Undervejs må deltagerne samle flest mulige points, inden sejladsen skydes af klokken 13.00 i Rungsted.
De samles ved at finde en flaskepast samt ved at runde en række mærker i Øresund. Mærker, som højest må rundes én gang og med en afstand på mindre end tre bådslængder.
Point gives også til besætningen, der sejler en distance tættest på henholdsvis 15, 30, 45 og 60 sømil.
Fest om aftenen
Når klokken slår 16.00, kan sejlerne med flest point lade sig hylde på havnen i Rungsted, hvorefter de og de øvrige deltagere kan gå ombord i den medbragte mad eller lægge vejen forbi en af restauranterne nær havnen.
Herefter står den på underholdning og dans i klubhuset for skippere og besætning.
Læs mere og tilmeld dig sejladsen her.