minbaad.dk
torsdag 18. oktober

Med vinderchek i hånden ses fra venstre: Henrik Søderlund, Søren Kæstel og vinderen Ib Ussing Andersen. Foto: K.A.S.

Knarr på Øresund: Ussing Andersen vinder foran kollegaen Søderlund

De to North Sails topfolk kæmpede om sejren ud for K.A.S., da Knarr-klassen fik afgjort et af sæsonens store spørgsmål: hvem indløser billet til IKC 51 i San Francisco næste år?

Kapsejlads | 24-09-2018 08:19 | Af  Troels Lykke

I en weekend, hvor kapsejladser andet steds i landet var præget af efterdønningerne af stormen Knud lykkedes det Kjøbenhavns Amatør-Sejklub, baneleder Bjørn Stephensen og 23 Knarr-både at gennemføre fem gode sejladser uden væsentligt havari.

Det fortæller Anders Jonas Rønn Pedersen, der var stævneleder i K.A.S. (Københavns Amatør Sejlklub.)

Anders Rønn Pedersen fortæller videre:

Det var nu ikke fordi vejret ikke udfordrede. Resultatlisten viser at alle 23 både var på banen i mindst 1 sejlads, men til gengæld deltog adskillige både ikke i alle sejladser. Særligt lørdag var udfordrende.

3 og 20 m/sek.

Første sejlads blev afviklet i luft lige under klassens grænse på 12 m/s. Efter målgang kom AP over H op og banelederen sendte bådene til Skovshoved.

Det viste sig at være en god idé, da en kulsort byge med alt mellem 3 og 20 m/s fulgte, krydret med smertefulde hagl og dårlig sigtbarhed.

Dommerbåd og baneteam fulgte med sejlerne til Skovshoved og efter den næste byge var drevet over blev sejlerne sendt på vandet til dagens anden og sidste sejlads.  

Dommerbåd fik motorstop

Efter to udfordrende sejladser for sejlerne var det dog baneteamet, der fik udfordringer på vej hjem til Svanemøllen.

Dommerbåden fik motorstop og måtte slæbes ind, og topmærkebådens styrekonsol var slået løs i bølgerne.

Udfordringer er jo kun til for at blive løst, så det lykkedes med gode klubmedlemmers hjælp at rigge en ny dommerbåd til og skifte topmærkebåden, så alt var klar til søndagens tre sejladser, der blev afviklet i et tjep tempo i 6-10 m/s med lidt mere i pustene.

Kun tre minutter mellem første og sidste Knarr

Knarr’erne sejlede hurtigt og tæt i den friske luft og der var sjældent mere end 3 minutter mellem første og sidste både i mål. Det er så ikke så underligt, da der var mere end blot stævnepodiet på spil.

Stævnet skulle også afgøre hvilke 5 fem både – ud over den forsvarende mester Lars Gottfredsen – der kunne indløse billet til deltagelse i den næste IKC i San Francisco 2019 – et særdeles attraktivt sted at sejle.

Trods den friske luft var søndagen heldigvis fri for regn og hårde vindbyger, men det var dog alligevel en flok saltstængte og trætte sejlere, der mødte til præmieoverrækkelse i K.A.S.’ klubhus.

Her kunne sejlerne varme sig med suppe og øl – og de dygtigste sejlere fik overrakt præmier fra Øresunds store sejlsportsstøtte; Ryding Maritime, der udover at være fast sponsor til stævner i K.A.S. også har støttet årets DM’er for Spækhuggere og J/80.

Stævnets top 3:

1. Ib Ussing Andersen, Otto Langhorn, Jens Buhl Jørgensen

2. Henrik Søderlund, Peter Gorm Christiansen, Kim Søderlund

3. Søren Kæstel, Henrik Lyngkjær, Valdemar Munch-Andersen

Kvalificerede til IKC 51, San Francisco

1. Henrik Søderlund

2. Ib Ussing Andersen

3. Troels Bjerg

4. Anders Myralf

5. Søren Kæstel

+ Forsvarende mester: Lars Gottfredsen

VO 65eren Akzonobel, der besøger Danmark lige nu med Nicolai Sehested, sejlede lige forbi Knarr-feltet. Foto: K.A.S.

Der var frisk vind til stævnet. Foto: K.A.S.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET